Det var dagen før nytårsaften, 2003, og Joan Didion var ved at lave salat i køkkenet, da hendes mand, forfatteren John Gregory Dunne, pludselig faldt sammen i sin stol i stuen ved siden af. Hun troede, han lavede sjov for at lette den mørke stemning, der havde sænket sig over huset efter indlæggelsen ugen før af parrets eneste og nu dødssyge datter. Men da hun gik hen for at hjælpe ham op igen, faldt hans krop tungt og hårdt ned på gulvet - og pludselig var den mand, hun havde delt seng og tanker med hver eneste dag i 40 år, væk for altid. Det irrationelle 'The Year of Magical Thinking' handler om, hvad der skete med Joan Didion, efter ambulancefolkene var taget af sted med liget af hendes mand. Hvad der overrasker den intellektuelle kulturkritiker mest over de næste par måneder, er de irrationelle tanker og handlinger, den ene side af hende gør for at udsætte, hvad den anden, mere rationelle side godt ved: Hun kan ikke få sig til at skille sig af med hans brune yndlingssko (hvad skal han ellers gå rundt i, når han kommer tilbage?), hun kan ikke slette hans besked på telefonsvareren (han taler her stadig til hende), og så bliver hun ved med at gennemgå, hvad præcist der skete i dagene og ugerne op til dødsfaldet for at finde tegn og forvarsler - som om dét skulle ændre ved noget som helst. »Jeg tænkte som et lille barn tænker, som om mine tanker og fantasier havde magt til at vende op og ned på historien og ændre slutningen«, skriver hun, det kølige intellekt, om hvordan selvsamme intellekt ligger underdrejet i sorgens storm. Ægte kærlighed Men bogen er også en opløftende fortælling om et langt og lykkeligt ægteskab, fyldt med store kærlighedsøjeblikke og evindelige småskænderier, med inspirerende rejseoplevelser og en meningsfuld hverdag. Mest af alt var hverdagen for de to forfattere fyldt med ord, ord, ord. De talte sammen hver eneste dag, hele dagen, i 40 år, mens de arbejde side om side - han på sine bøger, hun på sine artikler til The New Yorker og The York Review of Books - indtil hin dag i december, da hans ordstrøm stoppede midt i en sætning over middagsbordet. Didion mødte Dunne i New York i 60'erne, hvor hun arbejdede på Vogue, mens han skrev for Time Magazine. Selv om Didion debuterede først (i 1963 med 'River Run'), var det ham, der blev kendt som forfatter, mens hun mest vil blive husket for sin journalistik. Sammen med Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og Normal Mailer startede hun new journalism-bølgen med sine lange, litterære essays om tidens kultur og politik, altid med afsæt i hendes personlige oplevelser, men uden på noget tidspunkt at være bekendende. Opgør med hippierne I 'The White Album' (1979) ser hun for eksempel sine personlige anfald af panikangst sidst i 60'erne som udtryk for en mere generel, eksistentiel kvalme hos hendes generation oven på sommeren 1968 - en kritik af hippiebevægelsen, hun allerede havde startet med gennembrudsbogen fra samme år, 'Sloughing Toward Bethlehem'. Hvad hun kritiserede blomsterbørnene for, var deres strukturløse 'oprør', som bestod i at vende samfundet ryggen og tage en masse stoffer i stedet for at forsøge at ændre det på rationel og politisk vis. Med den bog lagde Didion sig ud med sine venstreorienterede og frisindede samtidige, men gjorde her samtidig sin entré på den litterære scene, hvor hun i dag stadig regerer og influerer hos de yngre generationer. Cool customer 'The Year of Magical Thinking' er ikke kontroversiel som Didions tidligere essays, men samtidig er den heller ikke helt uden samfundskritisk bid. Det er især dødens specialister - læger og psykiatere - der står for skud, fordi hun føler, at de ikke vil være hendes sorg bekendt. Da hun med tilsyneladende ophøjet ro modtager erklæringen om mandens død på New York Hospital, kalder en socialrådgiver hende for 'a cool customer' uden at have nogen anelser om eller interesse i det indre kaos, der hvert sekund truer med at knæsætte hende. Så finder Didion mere trøst og forståelse hos den amerikanske Emma Gad, Emily Post, hvis næsten hundred år gamle håndbog i takt og tone giver hende nogle håndfaste rammer for, hvordan man skal gebærde sig om sorgen: Den sørgende skal have et tæppe over skuldrene, en skål suppe i hånden, og så skal hun ellers lades være i fred, så hun langsomt kan vende tilbage til livet igen. Hvad Didion oplever hos Post er en forståelse for, at sorg ikke bare er en diagnose, der skal stilles, men en proces, der skal bearbejdes. Det er den bevægelse, Didion foretager i løbet af sin bog - ud af sorgens meningsløshed og tilbage til livet, der er anderledes, men stadig værd at leve. Et sørgeligt efterskrift er, at Didions datter, Quintana Roo Dunne Michael, døde i august 2005, to måneder før bogens udgivelse. I den forbindelse blev Didion spurgt, om hun ville ændre noget ved sin tekst. Det ville hun ikke. »Den er færdig«, sagde hun, livets 'cool customer'.