Lyt til artiklen
I en af de mange anekdoter i bogen ’Tak for kaffe’ sidder Özlem Cekic i et debatpanel. En ældre kræftramt mand rejser sig og spørger hende: »Der er ikke råd til kræftbehandling i dette land, fordi vi absolut skal forsørge alle nasserne. Indvandrere, der bare vil have og have, men aldrig selv bidrager til fællesskabet. Hvad vil du gøre ved det?«.
De fleste i salen kigger ned, småhvisker eller kaster skjulte blikke til hinanden. Pinligt.
