Lyt til artiklen
Der er mange parenteser i Amalie Langballes nye roman. De er som kniplinger i teksten, noterer jeg mig, men ikke fordi deres indhold er videre blødt eller yndefuldt.
Første gang de optræder, er det som appendiks til menneskekroppens mest intime for ikke at sige dunstende områder; til »kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse)«, til »børnenes ustyrlige eksem (sødlig og ostefed)« og til »mændenes svampede pikke (deres skridt som en syg skovbund)«. Ikke desto mindre smykker de romanen med overdådighed og odør, og vigtigere endnu udgør de – akkurat som blonder og kniplinger – huller i romanen med den ellers så romantiske titel ’Elskende’. Som vil parenteserne minde os om, hvilke dystre hemmeligheder der vanker om det næste hjørne.
