Kom Herdis’ mor hjem i går eller i forgårs? Og hvor er hun, når hun ikke er på arbejde som pianist i biografen? Svaret dæmrer, men røbes ikke, før forældrene med ét er skilt. Moren har haft en elsker, som hun snart flytter ind hos, mens Herdis må blive hos sin far. Hun vil ellers gerne være flink og smile, til hun får ondt i mundvigene; alligevel går det skævt, hun hverken spiser eller læser lektier, men overmandes af fremfantaserede hovedpiner, som giver fripas til at skulke. Det stille sammenbrud kulminerer i blindtarmsbetændelse og indlæggelse på hospitalet. Ude i horisonten venter dog stadig sommeren med løfte om en tur til København.
Omtrent så traurigt og samtidig såre almindeligt forløber handlingen i norske Torborg Nedreaas’ ’Musik fra en blå brønd’, der i 1960 udkom som selvstændig opfølger til den ikke mindre fænomenale ’Trylleglasset’ (1950) om børnenes liv i det fiktive bergensiske Sølverstadkvarter anno 1910’erne.
