Da en lille pige fanger en sommerfugl for omhyggeligt at stryge støvet af dens vinger, er det for længst og med syvtommersøm slået fast, at Monique Wittigs debutroman om en gruppe skolepiger ikke er nogen lolitavariation. I ’Opoponaxen’, som oprindeligt udkom i 1964, er pigerne ikke nymfetter.
Her er ingen grånende mænd med sommerfuglenet, ingen fotografer, ingen lumske onkler. Her er det pigerne selv, der fanger sommerfugle. Her æder man sig dårlig i brombær, springer vildt i høet, piler gennem kornaks, fodrer slanger med haletudser, skriver breve fra den gådefulde Opoponax og rister æbler over bly uden frygt for forgiftning.
