Franske Monique Wittigs debutroman er et energisk og kraftfuldt fællesridt gennem skove og marker, skoletimer og førstegangsforelskelser.

Det er et mirakel at læse en roman om unge piger, hvor ’det mandlige blik’ slet ikke eksisterer

Monique Wittig fotograferet i Paris 1985.   Hun debuterede med 'Opoponaxen' i 1964. Foto: Colette Geoffrey
Monique Wittig fotograferet i Paris 1985. Hun debuterede med 'Opoponaxen' i 1964. Foto: Colette Geoffrey
Lyt til artiklen

Da en lille pige fanger en sommerfugl for omhyggeligt at stryge støvet af dens vinger, er det for længst og med syvtommersøm slået fast, at Monique Wittigs debutroman om en gruppe skolepiger ikke er nogen lolitavariation. I ’Opoponaxen’, som oprindeligt udkom i 1964, er pigerne ikke nymfetter.

Her er ingen grånende mænd med sommerfuglenet, ingen fotografer, ingen lumske onkler. Her er det pigerne selv, der fanger sommerfugle. Her æder man sig dårlig i brombær, springer vildt i høet, piler gennem kornaks, fodrer slanger med haletudser, skriver breve fra den gådefulde Opoponax og rister æbler over bly uden frygt for forgiftning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her