Nordisk Råds Litteraturpris Klaveret er havets instrument, bygget af sejlbådenes træ og oceandampernes jern. Sådan begynder et af Markku Paasonens prosadigte, oversat fra finsk til svensk og nu derfra til dansk. Det er et langt stykke vej for poesi at vandre. Men ikke længere, end at man mærker originalens klo. Den ejendommelige kobling af musikinstrumentets ædle træ og bastante jernramme med søgående fartøjer sætter en vild associationsrække i gang. Tolv Steinway-flygler med pianister ryger over bord i et stormvejr. Flyndere og månefisk blander sig med den synkende musik og bliver til et veltilberedt måltid, mens et trettende og mere dystert Steinway lægger sig til rette på havsens bund, hvor det venter på, at en fisker skal fange klaviaturet og opleve det som et skræmmende kæbeben fra dybet. Det er syret og styret og ikke til at stå for. Det ligner prosa, for linjerne er lige lange og højrekanten lige, men indholdet er ren surrealistisk poesi. Der er vand overalt, men spændvidden er stor. Poeten rider højt på søhestens ryg eller synker nedad med rotten og Venedig. Han observerer regnvejr så tæt som hav med flydende sporvogne, mens havet spytter turister op på stranden, hvorfra de ikke kan se Moder Kloak, der tager imod alt og giver alt videre til havet. Paasonen kan både ånde med gæller og tale undervandssprog. En kritiker skriver i ’Vihreä Lanka’, at digtene desuden også lyder godt. Vi ignoranter, der ikke læser alle Nordens sprog og må klare os med oversættelser, kan trøste os med, at digtene også uden finsk lyd giver strålende oplevelser.