I disse tider er verden vidne til, hvor mange ubekendte, der i grunden er i de store ideologiers komplekse ligning. For under den store filosofiske kuppel render mere eller mindre forvirrede sjæle forvildede rundt og sprænger sig selv og hinanden i luften. Hvis de da ikke bare stolt går omkring med et kors om halsen eller står, som de skal, foran Christiansborg med skilte fulde af spørgsmål, hvis svar blæser i vintervinden. Vattede karakterer Præcis dette forhold, det konkrete individs relation til den abstrakte ideologi, handler Jan Jakob Tønseths lille norske romantrilogi om Hilmer Iversen om. Og på den måde er den jo højaktuel. I første bind af trilogien møder vi antihelten Iversen, der i 1953 ser tilbage på sine fireogfyrre levede år. Et portræt af en glødende kommunist, der både er belæst og berejst, og som har kæmpet i Spanien. Men samtidig et grinagtigt billede af et af den slags mennesker, der næsten altid falder ud til en af to sider. Iversen har simpelthen udskiftet hele sin identitet med partiets. Sagen er hans sag. Hans handlinger er partiets handlinger. Det er, som bekendt, det stof, fanatiske galninge er gjort af. Men også - som i Iversens tilfælde - det vat, usikre karakterer er gjort af. Stolthedernes fordomme I andet bind - 'Et venskab' - vakler hele korthuset. Iversen får mere og mere mistillid til sine kammerater, og han mærker langsomt, hvordan de rænker, der smedes, begynder at nå ham. Til sidst bliver han ekskluderet. Efter dette nederlag er man spændt på, hvordan han kommer videre. Spænding er ellers ikke just Tønseths stærke side. Hans små bøger er faktisk næsten helt uden action. Nej, det fine ved dem ligger i ironien, der står bag hele konstruktionen. Humoren minder om den slags britiske tv-serier, hvor man intenst følger stolthedernes fordomme, som de udspiller sig i de mindste sociale strukturer, som f.eks. en bridgeklub. Ikke stort - men præcist Her er det bare et politisk parti. Og sjovt, det er det, som da Iversen efter eksklusionen ryster så meget på hænderne, at han må bede om et sugerør, da han skal drukne sorgerne i et glas eksport. Ak, ja, der kan stå meget - også på spil - i en partibog. Tønseth skriver ikke stor litteratur. Men lidt har også ret, især når det, som her, rammer præcist.