Næst efter Jeanne d'Arc skulle George Sand være Frankrigs historisk mest berømte kvinde. Og mens stakkels Jeanne blev brændt på bålet i Rouen for at gå i bukser, blev Sand flere hundrede år senere skandaløst verdensberømt for at spankulere rundt i samme beklædning. Rundt i Paris' gader med en cigar i flaben, enlig mor med to børn, der både turde skrive rebelsk og tage skiftende elskere med i sin seng. Første moderne rødstrømpe, socialist for resten og kendt for at have haft komponisten Chopin som en noget nølende og vægelsindet kæreste. Feminin orgasme - eller mangel på samme Men læses Sand og hendes mange følsomme og feministiske romaner i dag? Nok ikke meget uden for Frankrig, hvor hendes erindrende bind om svundne eftermiddage i sin tid påvirkede Marcel Proust så meget, at hans hovedperson bl.a. via disse genfinder tiden i sidste bind af 'På sporet efter den tabte tid'. Sands forfatterskab slog i hvert fald aldrig rigtigt igennem i Nordeuropa, hvor hendes mytiske skikkelse som femme fatale for (u)fornuftige poeter højst gik igen som et personificeret mareridt i danske romaner i anden halvdel af 1800-tallet. Nuvel, hendes tidlige romaner 'Indiana' og 'Valentine' kom også til Norden med bravur. Men vi var allerede i den grad vaccineret med den tyske og maskuline romanform om mænds dannelse og udviklinger i et borgerligt samfund, at Sands forfatterskab virkede mere eksotisk for et større publikum end interessant og inciterende med sin tematik. Om den kvindelige seksualitet med et forfinet og forklædt fokus på den feminine orgasme og mangel på samme. Netop i samme blomstersprog som i mandens romantiske digte, egentlig kun egne følelser hældt over på et egocentrisk blækhus. En skandaløs roman Det er ud fra denne vinkel, at hendes roman 'Lélia' fra 1833 skal læses. Skrevet i den metaforiske romanform, nærmest en allegorisk prosa, er hun så aldeles anderledes, at historien om smukke Leilas opsøgende dannelse udi kærlighedens muligheder kræver sans for netop stilens metaforiske landskab. Vi er i guldalderens Italien med vandrende riddere, folkloristisk kolorit, og hvor sågar Don Juan melder sin ankomst med både anger og angreb. Romanen blev en skandale i sin tid. Selv det ellers frisindede Danmark kunne ikke forlagsmæssigt kapere en bog, som bag om sit billedsprog vitterlig handler om kvinders erotiske tilfredsstillelse. Sands egne erfaringer i så henseende var skelsættende for sin tid og anfægtede præcis hendes mandlige kolleger på egen krop. Ja, man kan sige, at hendes personlige resultat ikke faldt ud til fordel for kunstnere og intellektuelle! Tak til forlaget 'Lélia' er en roman, som i sit sprog og sin tone med indlagte fortællinger og en vis mundtlig og mystisk stemme i intrigen vil minde os danskere om en af Sands sande børnebørn her til lands. Nemlig den guddommelige Karen Blixen, som både skæbnemæssigt og i sit litterære design med pittoreske personager og skønne kvinder på flugt fra en skæbne både værre og dejligere end døden klart er i samklang med Sand. Men igen, bogen er ikke for enhver smag, alligevel peger den frem på vor Suzanne Brøgger og Hanne-Vibeke Holst. Så tak til forlaget for at tage chancen med gamle Sand!