I 1910 skrev Herman Bang en del af den fortælling ’Helg’, der handler om danskere ved juletid i 1890’ernes Paris. Den blev sendt som korrekturtryk til venneparret Betty og Peter Nansen. I 1922 ville Bang have været fyldt 65 år, og i den anledning trykte Berlingske Tidende den ikke tidligere offentliggjorte, ufuldstændige fortælling – uden at oplyse om kilden. Senere – i 1935 – blev ’Helg’ udgivet af professor Ejnar Thomsen som Gyldendals julebog på grundlag af korrekturtrykket – uden angivelse af, hvor det befandt sig. Rimeligvis i forlagets arkiv. Det er Niels Birger Wamberg, der sidst har beskæftiget sig med fragmentet. I ’Digterne og Gyldendal’ (1970) nævner han »et indbundet eksemplar« af korrekturarkene. Efter titelbladet er der indklæbet et blad med påskriften »Fru Betty Nansen i taknemlighed tilegnet«. Peter Nansen vedlagde i 1915 eksemplaret denne note: »Påbegyndt roman af Herman Bang«. Og han tilføjer: »Og der var end ikke læst korrektur på det, der var sat op«. Endelig: »Det har ikke været muligt at finde manuskriptet«. Ifølge Ejnar Thomsen har der imidlertid eksisteret en »skødesløst rettet« korrektur, men Thomsen har ikke kendt – nævner i hvert fald ikke – Peter Nansens postscriptum, ligesom ingen af de to nævner trykket i Berlingske Tidende. Siden 1970 har ingen set det spændende og værdifulde, indbundne eksemplar. Det befinder sig hverken i Gyldendals arkiv eller på Det Kongelige Biblioteks håndskriftafdeling. Se, det ligner jo en hel kriminalgåde. Er der nogen blandt Politikens læsere, der kan hjælpe med en opklaring?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.






























