Flyvske fantasier, fjollede fætre, farefulde eventyr, syret satire og talende dyr i matrostøj. Sådan er det i tegneseriernes spraglede verden. Og intet af det finder man i David Laphams ’Stray Bullets’, der begyndte at udkomme i 1994. At begive sig ind i en moderne socialrealisme markerer en alt andet end selvfølgelig form for modenhed i en genre, der fra starten var knyttet til det underholdende frikvarter. Men det gør David Laphams sort-hvide serie, som stilistisk rummer en pæn portion inspiration fra den gamle mester Milton Caniff (’Terry & the Pirates’) fusioneret med en nutidig cool stil. Som titlen antyder (’stray bullets’ er vildfarne kugler fra et ukontrollabelt skyderi), er serien bestemt ikke uden ydre dramatik. Faktisk er den pludseligt indtrufne dødelighed betydeligt højere i ’Stray Bullets’ end i de fleste nok så dramatiske tegneserier, men det er skyderier, vold og sex, som holder sig inden for socialrealismens nedslående rammer. Det er ikke elegante mordgåder, men sølle og blodige forbrydelser defineret af de diffuse spilleregler i dysfunktionelle sociale rammer. Unge mennesker, der dræber uden synderlige spor af samvittighed eller bare glider ud i misbrug, rod og elendighed. Det havde været slemt deprimerende, hvis ikke lige det havde været så godt lavet og havde den rå em af realitet. Som portræt af en rodløs ungdom uden adgang til mange af de dele, der skal udgøre samlesættet til et moralsk kompas, er ’Stray Bullets’ stærk tobak på et højt kunstnerisk niveau. Men først og fremmest et værk, der indvarsler en ny modenhed i tilgang og emnevalg for den tegnede kunstart.