Dette er et af de tilfælde, hvor det giver god mening at udgive flere digtsamlinger i et samlet bind. Morten Søndergaards ’Bier dør sovende’, ’Vinci senere’ og ’Et skridt i den rigtige retning’ er vægtige hver for sig, men er samtidig oplagt i dialog med hinanden. Morten Søndergaard er entomologen i dansk digtning. Nysgerrigt holder han ordenes små sorte insekter op for verdens lys og undersøger, hvad »bogstavmyrerne« og deres fysiske fætre kan fortælle om hinanden. Søndergaard tackler det store billede i alt dets myldrende betydning, snarere end han støber enkelte digte i slagfaste forme. Her er virkelig en digter, som med en blanding af euforisk flow og kølig dissektion prøver at favne det hele. Postmoderne erfaring Det virker på den baggrund helt rimeligt at sammenligne Søndergaard med Inger Christensen. Hans projekt er beslægtet med ’Det’ og ’Alfabet’, men tilblivelsestidspunktet er afgørende forskelligt. Hvor Inger Christensens kamp for at systematisere kaos kulminerer i sonetkransen ’Sommerfugledalen’, er Søndergaard af en yngre generation, der udspringer af den postmoderne erfaring. Hvor kaos er et grundvilkår, og hvor systematisering og katalogisering er erstattet af mønstergenkendelse. Det flyvske og fordybelsen må gå hånd i hånd. Digter-entomologen traskende rundt i verden med vidåbne øjne og hovedet fuldt af poesiens ildfluer. Min favorit blandt de tre mættede og inspirerende bøger er absolut ’Vinci senere’, hvor digtene i højere grad får tid til at sætte sig og sunde sig. ’Bier dør sovende’ vil så gerne lukke sansningen ind i digtenes verden. Sansningen er der, via øjet dansende på hjernebarken. Men en mere fysisk konkret sanselighed dominerer først i ’Vinci senere’. Verdens kaotiske sammensathed Det er stadigvæk den samme undersøgelse af verdens kaotiske sammensathed, men nu tilført en decideret erotisk fornemmelse for den krydrede sødme i den solvarme toscanske tomat. Som guldaldermalerne før ham har Morten Søndergaard opdaget en mere sansemættet virkelighed og en sans for de mytiske figurers gennemslagskraft i det guldrandede Italien. Ad den vej kan han nå frem til de poetiske slagord i den sidste bog, uden at de lyder som postulat: »Jeg tror på, at poesi er den eneste frihed. Smid en brosten / i reklameblokken. Jeg tror på poesiens suveræne kraft. Dens /erotiske eufori./ Glemt alt andet«. Det er lystvandring med bogstavmyrerne, grundangst, fryd og mønstergenkendelse. »En dag brænder vi igennem til et tegnsystem baseret på konkret sansning«, skriver Søndergaard håbefuldt og demonstrerer gang på gang, at han selv er kommet langt i lige netop dén bestræbelse.
Livet er ikke for fastholdere Morten Søndergaard leverer både sprog, iagttagelse og tænkning til tiden. En tid, hvor vi erkender, at alting hele tiden er i bevægelse. Der er kun et nu. Det er kun det. Men det er væk i samme nu. Livet er ikke for fastholdere, siger man. Men måske for vandringsmænd? Det er ikke tilfældigt, at det at gå bliver helt centralt i Søndergaards digtekunst. Man må falde i et tråd. Man går sig på plads i verden. Skridtenes rytme en forankring og et åndedrag. En måde at se på med fødderne. Kun digtet og gangarten har en ærlig chance for at fastholde fornemmelsen af et mønster og dissekere dets dufte. Det er digterens enorme og enormt svære opgave, som Morten Søndergaard har taget på sig. Det enkelte menneske og mønstergenkendelsen. »Et par øjne og hjernehalvdele/ et fortløbende landskab«. Man forfølger »en tankerækkes jagede blik«. Det kliniske er samtidig både sammensat rus og mørk intuition, som det hedder et sted. Geografisk ramasjang Digtene åbner sig i mange retninger, der potentielt giver Morten Søndergaard mange muligheder. De store altfavnende digte som ’Kompas’ og ’Vademecum’ er det naturlige gebet, men samtidig finder man herlig geografisk ramasjang i det vulkanske ’Selvportræt i udbrud’. Her er virkelig en mand, der elsker et godt stednavn! Og i den modsatte retning den overrumplende rørende hilsen til en afdød farmors kartofler i digtet ’Begyndelse’. Poetikken er strøet ud over siderne med rund hånd. Digtet gror fra det intelligente papir. Digtet er et mønster, en revne i tapetet, man følger. Tingenes ballet, en encyklopædi for idioter. Det man siger er man selv. Og så videre i mange morsomme og skarpsindige definitioner. Man kan definere digterens rolle på mange måder. Hvis man hævder, at digterens fornemste opgave er at gå ud i verden med sine egne øjne og videregive sine indtryk og tankerækker igennem en utrættelig sproglig nysgerrigheds prisme, så er Morten Søndergaard i disse bøger en forbilledlig digter. »Litteratur er menneskenes kollektive erindring, og poesien er en måde at holde den i live på«, når han på et tidspunkt frem til. Det afspejler hans egen praksis. Digtekunsten er en stædig jernlunge i iltfattige tider.