Sidste år fik Charlotte Blay Kulturministeriets børnebogspris for ’Skrællingen’, der foregår i Vinland og er anden bog i serien om pigen Tora og hendes arkæolog-far. De to rejser verden rundt i sommerferien og finder ting og sager. Nu er de landet i Island, hvor rapfodede heste danser over Tingvallasletten, hvor huldrefolkets stenboliger oplyser natten, hvor birkeskoven har knæhøjde, og hvor Egil Skallegrimson har svært ved at finde fred. Forfatteren har ingen berøringsangst over for det usædvanlige. Det har hendes læsere heller ikke. I ’Huldrefolket’ graver farmand efter den førnævnte vikings knogler (og sølvskat), mens Tora hurtigt bliver venner med huldrerne. Især drengen Fjeldalf med det lyse hår. De sender sms’er til hinanden, hvordan det så end kan gå til! Med på denne tur er Toras ret irriterende lillebror Gorm. Drengen er en Emil fra Lønneberg på speed, men også han kan se det usynlige folk, og han kan især forholde sig til gnavpotten Egil, der nu i århundreder har kastet dårlige vibrationer over huldreboligen. Gorm og Egil forstår hinanden, og det kan nok være, at folk og fæ – arkæologer og heste – får noget at spekulere over. Fortid, nutid og alternativ tid Ind i historien væver sig skilsmissen i arkæologfamilien, Toras første kys og en fornemmelse af, at drenge ikke er til at stole på. Der er ikke noget emne, som forbliver uberørt i denne glade og ligefremme udflugt til fortid og nutid og alternativ tid. Det er effektivt håndværk. Sproget er i dur. Problemer er til for at blive knust. Og et godt kvad hjælper igennem tunge tider. Charlotte Blay har fortalt adskillige historier fra Sagaøen. Det er svært ikke at blive påvirket af hendes glæde ved livet på lavaen. Naturen og hestene. Hestene især.