I min ungdom var der noget, der hed lægeromaner; de tryktes i små billige bøger og som føljetoner i ugeblade, beregnet på et usofistikeret kvindeligt publikum. De tog afsæt i en virkelighed, hvor det næsten udelukkende var mænd, der blev læger, og handlede om den stærke, kloge, magtfulde og lidt mystiske mand i den hvide kittel og den unge, klart underordnede kvinde i kappe og lårkort, der søgte hans gunst og kærlighed og forsørgelse. Triviallitteraturens nye græsgange Det giver ikke mening mere (håber jeg!):
Nu er der masser af kvindelige læger, jobbet er ikke så prestigefyldt mere, sygeplejere er af begge køn, og de kvindelige finder sig vistnok ikke længere i at være omvandrende sexobjekter i halvgennemsigtige uniformer. Så nu må triviallitteraturen søge andre græsgange for at finde den patriarkalske sexisme, der passer den så godt, nemlig fortiden og kulturer med fortidige kønsroller.
