»Isbjergene var smeltet, hvalerne var på vej til Caribien, og nordlyset gemte sig bag tætte skyer«, lyder nogle af de sproglige linjer, der løber hen over billedbogen ’Vinden jeg kaldte isbjørn’ og er flot integreret i det visuelle udtryk.
Teksten er skrevet af forfatteren Lone Munksgaard Nielsen.
Illustrationerne er billedkunstneren og Sort Sols forhenværende bassist Knud Oddes. ’Vinden jeg kaldte isbjørn’ er en billedbog, der godt kan læses for børn.
Men tekstens flertydige fortælling og Knud Oddes lige dele dramatiske og følsomme udtryk gør nu, at den mere fremstår som et kunstværk for voksne.
Trykt i så god kvalitet, at hver side føles som flere mellem fingrene, ligesom Knud Oddes sigende, fede og sorte streg står, så man næsten kan mærke den.
Klima som tema
Billedernes både blide og voldsomme kraft harmonerer med Lone Munksgaard Nielsens sprog.
Historien handler om en kvinde, der rejser til Grønland for at se på »isbjerge, hvaler og nordlys«. Men i stedet mødes hun af smelteis, snefald og en orkanagtig vind, der tager sig ud som en isbjørn i hendes fantasi. Hun går ud for at lede efter vinden i det forfærdede landskab, der brøler højt om, at der er noget helt afsindigt galt.
Hun finder også vinden og lære at tale med den. Mens hun lytter til den, ligner den en kæmpestor isbjørnemor, der hærger i området af vrede over, at hun har mistet sine unger.
»Isbjørn omfavnede mig næsten uden at vælte mig«, fortæller kvinden på en side, hvor Knud Odde lader landskabet rødme eller bløde. Global opvarmning er ét tema i bogen.
Et andet er angst.
Et sted bliver kvinden slået omkuld, og da hun ligger i sneen, finder hun endelig vinden og en ro i orkanen.
»Over mig og rundt om mig mærkede jeg en utrolig kraft men også en blødhed, der overraskede mig«, fortæller hun på et billede, hvor hendes blik og hendes mund er i balance, og hvor hendes mørkerøde hår bølger om kap med den stærke vind.
Parallel til Bjørk
Uden at vide, om Lone Munksgaard Nielsen hører Björk, er der i hendes forståelse af helbredelse for frygt en parallel til den islandske kunstner.
Hvis man i panik flygter fra det, man forestiller sig som værende farligt, bliver man stakåndet og får hjertehamren.
Læner man sig derimod ned i det med et åndedræt i ro, får man bedre øje på og præcis fornemmelse af sine rædselsforestillinger.
»If you wake up and the day feels, ah broken, just lean into the crack, and it will tremble«, sang klimaengagerede Björk på albummet ’Vespertine’ for få år siden.
Det er linjer, der passer på stemningen i ’Vinden jeg kaldte isbjørn’, som er en både tankevækkende, modig og lækker billedbog.
fortsæt med at læse
