Jeg fyldte 11 det år.
Den »ualmindeligt lune og smukke« sankthansaften lokkede unge og gamle til bål over hele landet, rapporterede Politiken om morgenen 24. juni 1955. »Overalt hvor glædesblussene flammede«, sang folk »midsommervisen og overværede, at lokalt troldtøj kom på baalet«, fortsatte billedteksten på avisens forside.
Fotografiet var »fra Enghaveparken, hvor ’Fantomet’ led flammedøden paa et vældigt baal af kulørte hæfter, mens en tusindtallig skare saa til«!
Sankthansbålet på Vesterbro var en autodafé. Fantomet-figuren af halm og lim – fremstillet af elever fra Kunstakademiet – kronede bålet og blev antændt af båltaleren, Vagn Jensen.
Han var kontorchef i Undervisningsministeriet og næstformand i ’Det kulørte udvalg’ og anså som mange andre lærere og bibliotekarer tegneserielæsning for ’Opdragelse til terror’, som titlen lød på en af det års debatbøger.
Eller, som Jensen kaldte sin egen bog om emnet i 1960: ’Stene for brød’.
Jeg havde slugt Fantomet-heftet – også med serier som Rip Kirby, Prins Valiant, Mandrake, Blondie, Jens Lyn – indtil det gik ind i 1954. Og jeg havde sgu da ikke taget skade, taget skade, taget skade ... Men nu blev restoplaget altså brændt: Troldtøj!
Vi lader bålene stå og brænde et øjeblik ...
Hjernevaskens tid
Samtidig, på den anden side af jerntæppet: En syvårig dreng er ved at lære sig at tegne – »lige hvad han har lyst til« derhjemme, men »i skolen tegnede han, hvad han fik besked på«.
Vestlige flag og mange bøger og film var forbudte, »kun den officielle kunst, den socialistiske realisme, er tilladt – Det var hjernevaskens tid«.
Sort-hvide tegninger, kun med en enkelt rød farveklat på fanen eller hammer og segl-symbolerne.
Så kommer Prag-foråret 1968, farverne har foldet sig ud, og beatpoeterne, Beatles og Harlem Globetrotters har været i byen – »Alt syntes muligt ...« – indtil Den Røde Hærs kampvogne atter fylder byens gader, Dubcek fjernes fra magten, og jerntæppet sænker sig tungt igen.
Peter hedder drengen, der fortæller. Peter Sís – nu et kendt navn som billed- og bogkunstner. I 1984 hoppede han af fra østblokken, under et gæstejob som tegnefilmmager i Los Angeles.
Da var han 36 år. Fem år senere brød Muren sammen.
Men »når min amerikanske familie nu besøger min tjekkiske familie i den farverige by Prag, er det svært at overbevise dem om, at det engang var et mørkt sted, fyldt med frygt, mistænksomhed og løgne ... og eftersom jeg altid har tegnet alting, har jeg prøvet at tegne mit liv«.
Resultatet er en grafisk meget smuk billedbog for både voksne og børn, fuld af myldrebilleder med stadig nye detaljer – og med enkle, men vigtige udsagn om, hvordan paranoiaens periode var at leve i, dér hvor den var værst.
Hoovers heksejagt
Autodaféen i Enghaveparken – lige over for Folkets Hus og kun ti år efter befrielsen fra nazismen med dens berygtede bogafbrændinger – var inspireret fra USA. (Udskejelserne derovre kan man læse mere om i f.eks. David Hajdus ’The Ten-cent Plague’ fra 2008, udgivet som billigbog i år).
Kulturelt og politisk var tiden til ’Heksejagt’, som den danske titel blev på Arthur Millers 1953-drama ’The Crucible’, med 1600-tallets hekseprocesser som spejl af 1950’ernes kommunistjagt under USA-senatoren Joseph McCarthys ledelse.
Og med den legendariske J. Edgar Hoover som en central skikkelse.
Hoover vidnede faktisk i det amerikanske Senats første høringer om tegneseriernes indflydelse på ungdomskriminaliteten. Men kendt er han jo som den, der opbyggede FBI, Federal Bureau of Investigation, og i et par menneskealdre stod han som nationalt ikon:
Gangsterbuster, moralsk opruster, korsfarer mod kommunismen, spion mod sine egne landsmænd med hemmelig aflytning og afluring. Kennedy-brødrenes modstander, men både Roosevelts, Lyndon B. Johnsons og Richard Nixons forbundsfælle.
Den ferme og nøgterne tegner Rick Geary fortæller i sin graphic biography den sagnomspundne statsterrorists levnedsløb, men heller ikke han når ind i privaten bag manden – som selv fik så enorm magt i 55 år af USA’s historie ved at aflure andre deres mest intime hemmeligheder.
En lille del af det civile USA’s kamp for at genvinde elementære individuelle frihedsrettigheder bidrog organisationen SDS til i Hoovers sidste magtfulde årti.
Navnet Students for a Democratic Society antog bevægelsen i 1960, men den udsprang af den venstrefløjsorganisation, som bl.a. Upton Sinclair og Jack London stiftede i 1905, League for Industrial Democracy.
SDS spillede en central rolle i borgerretskampene og modstanden mod Vietnam-krigen, men fraktionsdannelser og voldsromantiske udskejelser – bl.a. i fløjdannelsen Weathermen – endte i 1970 med SDS’ opløsning.
Striber fra da verden var i sort-hvid
Graphic History kalder de tidligere SDS-aktivister Pekar og Buhle deres beretning, suppleret med andre medlemmers lokale erfaringer. Hovedtegneren Gary Dumm har en stivere streg end Hoover-bogens ophavsmand, men slet ikke uden primitiv dynamik.
Det gælder også hans afsluttende håbefulde profeti, hvor en ny generations aktivister myldrer op af tegneseriesidens ruder – som billede på det nydannede MDS, stiftet på Martin Luther King-dagen 2006.
Både den tjekkiske kunstners smukke og amerikanernes glatte og nærmest grimme striber bærer bud fra en paranoid periode, da verden var i sort-hvid, og man enten måtte være for eller imod de herskendes krig.
Nå, men det var jo dengang ...
