Romanen tager udgangspunkt i et maleri – eller rettere i et berømt svensk maleris tilblivelse.
Maleriet hedder ‘Den ljusa natten’ og hænger i bygningen Norra Latin, der i dag er et kongrescenter i Stockholm.
Da maleriet blev hængt op, var det, som navnet angiver, i en latinskole, dvs. et gymnasium.
Maleren var ikke Hr. hvem som helst, men den svenske prins Eugen, der ifølge de kloge havde problemer med at forbinde rollen som prins med det også at ville være en seriøst arbejdende kunstner.
I 1897 arbejde han på ‘Den ljusa natten’, og motivet er hentet fra en øde og tyndt befolket egn, Tyresö, som i dag jo er en chik forstad til Stockholm.
Forsvundet fra jordens overflade Romanen åbner med en situation med den malende prins, som afbrydes i sit arbejde af en kvinde fra egnen, som tilsyneladende ikke er helt almindelig, for hun fortæller ham, at det var på dette sted, at hendes lille søn forsvandt. »Forsvandt?«, spørger prinsen, og hun sværger, at sådan forholder det sig. Han undrer sig, snakker lidt med hende, spørger hende ud, hun beretter, at han forsvandt fra jordens overflade.
Til slut får hun en guldmønt af den diskret ventende, opvartende kavaler. Færdig – eller næsten færdig – med prinsen, for nu er det kvinden, Mätta, der er i centrum for den forstemmende, hjertegribende, stramt fortalte beretning om Mätta og hendes tunge skæbne.
Lyslevende
Men det er ikke kun Mätta, der berettes om. En række personer, de fleste fattige fra egnen, inddrages, og deres oplevelser og iagttagelser af, hvad der er sket med Mätta og hendes barn og mand, udgør hovedparten af fortællingen, samtidig med at deres egne usle skæbner med hårde overgreb og begåede svig kommer frem.
Ingegerd Danielsen er kunsthistoriker, hvad man tydeligt kan mærke, for hun forstår at se og at skildre det, hun ser, sådan at både billederne af landskabet med dets bakker og søer og de fortvivlede mennesker, der bor på den smukke, men fattige egn, bliver lyslevende for læserne.
Man sluger faktisk romanen med sviende øjne og en knugen for brystet, som også bliver til en vrede over de svig, som især den mere velstående klasses mennesker begår.
Tak for en hjertegribende oplevelse
Ingegerd Danielsen har undgået den forfattergrøft, man kunne kalde den brede, svulmende roman, som man ser en række eksempler på i denne tid, og hvor kvaliteten i den anvendte prosa ikke står mål med romanernes bredde og længde.
Ingegerd Danielsen skriver stramt, forstår at skære af og skære til, så der fortælles det, der er nødvendigt, og ikke ret mange ord herudover.
Anmelderen håber meget, at Ingegerd Danielsen vil fortsætte ad denne vej, og på læsernes vegne siger hun tak for en intens og hjertegribende oplevelse.
