André Brink har skrevet utrætteligt om Sydafrikas kritisable sider. Både før og efter at apartheidstyret blev smidt i den skraldespand, det fortjente; men han har også prøvet at indfange landets skønhed og tiltrækningskraft. Hans nye roman 'Før jeg glemmer' er en slags glidende overblik over det hele, fortalt gennem en jegperson, den 78-årige forfatter Chris Minnaar. Hvor meget selvbiografi, der er i figuren, kan være svært at afgøre, men det er i hvert fald et klart signal om en vis portion fiktion, at han er ti år ældre end virkelighedens André Brink.
Væk fra dydens smalle sti
Minnaar har som politisk aktør prøvet en del: illegal virksomhed, fængsling hos sikkerhedspolitiet, eksil i Paris. Han har lagt sit hjerte i den politiske kamp mod raceadskillelse og undertrykkelse, men hans drivende lidenskab ligger et andet sted: hos kvinderne.
Hans beretning om sit liv er en beretning om alle de kvinder, han har elsket og elsket med, og erotikken bliver til en slags regenereringszone, en sfære, hvor alle skrammerne fra den politiske kamp og alle de kunstneriske tvivlrådigheder kan læges og heles.
Lidenskaben har fulgt ham, lige siden han som dreng blev skrækindjagende irettesat af sin puritanske (og dobbeltmoralske) far for at interessere sig for den forfærdelige hemmelighed, kvinderne har mellem benene, deres filimandorus. Hverken formaningen eller den magiskklingende omskrivning har kunnet holde ham på dydens smalle sti.
Enten-eller
Der er kun to kvinder i den lange række, hvis filimandorus han ikke har gjort sig til gode med: den meget yngre kunstner Rachel, hvis død annonceres i romanens første sætning, og hans 103-årige mor, hvis død indtræffer hen mod slutningen.
Hele den lange enetale med de mange erindringsslyngninger er henvendt til Rachel, hans sidste og måske største kærlighed; men bag den anes en uudtalt konspiration mellem mor og søn, en insisteren på lystens livgivende kraft som nødvendigt modbillede til det patriarkalske skræmmestativ af en far.
Moderens halvsenile kommentarer under hans besøg hos hende på plejehjemmet er forløsende morsomme i deres tragikomik. Minnaars egne tænderskærende kommentarer til tv-reportagerne om Irakkrigen, som han fordriver sine søvnløse nætter med at se, er til gengæld ikke forløsende, men forudsigelige.
Det er som Don Juan og som vinelsker, han virkelig træder i karakter. Han mestrer det særlige vinsmagersprog med dets »mørke bær« og »snert af ristet kokos« til fuldkommenhed, og han bruger det endda undertiden til at karakterisere sine kvinder med, ligesom han kan finde på at tage smagende notater efter samlejerne.
Nogle læsere vil formentlig kyle bogen hen i et hjørne, fordi denne gamle æstetiske gris med alle de politisk korrekte meninger bare er for meget - andre, og dem hører jeg til, vil tage ham til sig, fordi han i lyset af den dobbelte død og det dobbelte kærlighedstab, der gennemsyrer bogen, udviser en ejendommelig ydmyghed. Brink har undertiden skrevet lidt for firkantet til, at det var rigtig interessant. I denne bog vover han sig ud på tyndere is i en solidarisk udlevering af sin figur, og det er ikke uspændende.
