Selv en garvet anmelder kan gribes og røres, og det skete for denne anmelder ved læsningen af Selma Lagerlöfs lille roman 'En herregårdshistorie', som nu foreligger i Anne Marie Bjergs kongeniale nyoversættelse. Den er bare så aldeles vidunderlig. Men hvad beror så dette vidunderlige på, vil den opvakte læser antagelig gerne vide. Og nu bliver det vanskeligere, for 'En herregårdshistorie' er ikke nogen enkel sag at udrede. Langt og hårdt hverdagsliv Lad os begynde med at fortælle, at 'En herregårdshistorie' er en kærlighedsroman, der handler om to forvildede sjæle, som ikke kan klare den almindelige hverdagstilværelse. Men ved hjælp af kærligheden og dennes i dette tilfælde forunderlige kraft finder de tilbage til en slags normalitet. De finder ikke tilbage til et nemt og lækkert liv, men til et langt og måske også hårdt hverdagsliv. Elskeren, der har navnet Hede, bliver klar over, at han ikke med ord kan udtrykke, hvor meget han elsker Ingrid, som den elskede hedder, for hans kærlighed kan ikke siges med ord, »men kun vises hver dag og hvert øjeblik igennem hele det lange liv«, som det hedder. Iskold nedtur Der er mange eventyrtræk i romanen. Hede er en godt forkælet fyr, student i Uppsala, der hellere vil spille violin end bestille noget. Da han en dag vågner op til virkeligheden, vil han redde sin fædrene herregård ved en dristig økonomisk spekulation, men den ender forfærdeligt. Moderne spekulanter ville have godt af at læse om denne amatør-spekulants uhyggelige, bogstavelig talt iskolde nedtur, der ender med, at han ryger ud i sindssygen, som beskrives med elementer hentet fra de mere barske af brødrene Grimms folkeeventyr. Lysende oplevelse Hede bliver én af de sære skikkelser, som man kunne finde vandrende rastløse rundt i ældre tid. Han er angst for ting, som andre aldrig ville føle angst for som for eksempel små skikkelige bondeheste. Men som forfatteren skriver: »Angsten er hård, og det er tungt for den i hvem den har taget bolig«. Hede hopper og springer, bukker og nejer for de særeste ting, og godtfolk har mange årsager til at drive spas med ham. Ingen forstår ham, ingen har ondt af ham, men så en dag møder han Ingrid - og det møde skal læseren selv have lov til at opleve, det skal ikke genfortælles - for det går til marv og ben, og hvis ikke Selma Lagerlöf var den skribent hun var, ville det have været en fæl omgang. Nu bliver det en lysende oplevelse. Kærligheden den frelsende kraft Ingrid er også en af de skikkelser, som ikke rigtig kan få tag i virkeligheden, men hun er dog den af de to, der viser sig at have det bedste greb om den. Som i andre eventyr og historier skal de elskende gennem mange forfærdelige oplevelser, og deres oplevelser sættes op imod et par mere jordbundne og ondskabsfulde kvinders smånedrige sladder. Men her som i de store ægte eventyr er kærligheden den frelsende kraft. Det er bare så godt, først og fremmest fordi Selma Lagerlöf var den store forfatter, hun var eller rettere er, for hun er stadig aktuel - også på grund af Anne Marie Bjergs virkelig fremragende nye fordanskning.