Kira ligger på massagebriksen, da massøren pludselig spørger: »Har du engang oplevet en stor sorg?«. Kiras mor døde, da hun var halvandet år gammel. Men det er så længe siden, hun var for lille til at sørge, det var værre for den fire år ældre søster ... Sådan udglatter og bagatelliserer man traumer. Man vil på afstand af dem, udslette dem. Det vil den voksne Kira ikke længere. Spørgsmålet bliver anledningen til en rejse tilbage til en erindret barndomshistorie, der fortæller om tab, svigt og overlevelse på trods. Eira Storsteins roman bevidner en opvækst under særdeles barske vilkår, og den er, bortset fra indledningen, konsekvent fortalt fra det lille barns synsvinkel. Hun mestrer at fastholde et barns oplevelse og gengive det tydeligvis selvoplevede stof med en klar hukommelse for detaljer. Ender med smæk Det første tågede erindringsglimt er, at moderen ikke vil vågne, da Kira og søsteren kravler over til hende i sengen. Død er ikke et begreb, et så lille barn kender, men nok fornemmelsen af, at al velkendt varme er forsvundet. Mor sover, bliver der sagt, ligesom der i hele denne beretning bliver sagt meget for at tilsløre virkeligheden. Ud af dette slør, som aldrig rigtig løftes barndommen igennem, men kommer halvt til syne gennem overhørte voksensamtaler, skal de to søstre sammenstykke en sammenhæng. Den er ofte fantasifuld og morsom på en hjerteskærende måde, samtidig med at en hårdhændet dagligdag kommer til syne. Den begynder med stedmoderen, som de skal kalde Mamma, men tænker på som 'Hun'. Hverdagen indbefatter endeløse ydmygelser, f.eks. frygtelig stivnet mad fra det forhadte varmeskab, der skal spises op, men havner i legetøjsskuffen, når søstrene er sendt ind på værelset. Dette, som så meget andet, ender med smæk. Det forsømte barn Virkningen af 'Hendes' opdragelse, baseret på misbilligelse af alt, hvad pigerne gør og er, internaliseres i Kira: »Jeg forstår godt, at jeg skal ha' smæk en gang imellem«. Forbedringsanstalten står som en sort sky i horisonten. Kira er et følsomt, klogt barn, der efterhånden bliver alt for opmærksom på de voksnes sindsstemninger, også efter at stedmoderen er flyttet med den nye lillebror, og faderen er ved at gå i hundene af alkohol, krigstraumer og presset med at opretholde sit skriveri og sin lærergerning. Det er historien om det forsømte barn med det alt for store ansvar, Eira Storstein skriver frem, gribende på en helt usentimental måde. Romanen giver samtidig et tidsbillede af den norske efterkrigstids knaphed, fuld af hjemmestrikkede, kradsende strømper, natpotter, sommerlejre og hemmelige legesteder. Som opgør med den forhadte stedmor huser den en stor, underliggende vrede. Og faderen er ansvarsforflygtigende og evner ikke at holde hjemmet flydende efter stedmoderens fraflytning. Mælkebøttebarn Forsidebilledet viser et foto af søsteren Åsna og forfatteren Eira som børn, den sidste uden sko og kun med strømpe på den ene fod. Men hun har Åsnas beskyttende arm om skulderen. Storesøsteren er livlinen for den lille overlever. Et mælkebøttebarn ville man kalde hende i dag - et barn med modstandskraft, der udvikler sig på trods af dårlige vilkår. De er værre end meget andet, man kan læse om i romanlitteraturen, men det barnlige perspektiv giver romanen sin egen lethed. Eira Storstein er norsk, men hun har gennem mange år arbejdet i Danmark som lektor ved Amtsgymnasiet i Paderup. Hun har været medarbejder ved en række litterære værker og udgivet bøger om bl.a. Herman Bang sammen med Peer E. Sørensen. 'På jagt efter en skytsengel' er hendes første - og desværre sidste - roman, der viser hende som en usædvanligt fintmærkende barneskildrer. Hun døde kort efter udgivelsen i juli.