To piger på et teenageværelse. Den ene flår tøjet af for at sammenligne den splitternøgne kvindelighed in spe, den anden nægter og kæmper fysisk og verbalt for retten til at beholde både T-shirt og værdighed. »Jeg havde ingen mening, og jeg var ikke sikker på, at jeg havde en sjæl. Min krop var det eneste, jeg havde«, fortæller Blanche i Amélie Nothombs lille gotiske fortælling 'Antichrista'. Gys for et overgreb, tænker læseren mildt anfægtet og sødmefyldt pirret. Desværre lover denne indledende - og ganske pikante - statusøvelse mere, end historien kan holde. En engel med horn Den belgiske forfatter Amélie Nothomb debuterede i 1992, modtog siden Det Franske Akademis pris for 'Med angst og bæven', vist nok den eneste anden af hendes ellers storsælgende 12 romaner, der hidtil er oversat til dansk. På denne kort skitserede baggrund er oversættelsen af 'Antéchrista' fra 2003 en gennemført skuffelse. Mens 'Med angst og bæven' gik til øst møder vest-temaet i en prægnant humoristisk og absurdistisk fortælletone og fik leveret postmoderne arbejdsmarkedskritik i overlegen stil, lidt på linje med franskmanden Michel Houellebecq, så træder 'Antichrista' vande i det klassiske gyserplot en fremmed flytter ind. Den generte 16-årige Blanche tager med kyshånd imod, da den smukke og populære universitetskammerat Christa tilbyder sit venskab. Men hurtigt afslører Christa sig som en engel med horn, en parasit, der flytter ind på Blanches værelse, overtager rollen som datter i familien og i det hele taget æder Blanche, bid for bid. Indtil Blanche tager affære. Teenagepigernes gysende magtspil Problemet er, at Amélie Nothomb skriver knapt og ligefremt om ydmygelse på ydmygelse uden hverken undertekst eller subtile sidebemærkninger. Som læser venter man først lydigt, siden småfornærmet, på en pointe, et forførergreb, der kunne bringe os længere ned i substansen, tættere på teenagepigers - vitterligt gysende - magtspil. Man venter forgæves.