Assia Djebar (navnet betyder 'den uforsonlige' og er pseudonym for Fatima-Zohra Imalayen) er født i en lille algerisk by i 1936. Hun betragtes som en af Nordafrikas største forfattere, men udkommer ikke desto mindre for første gang på dansk med denne veloversatte roman. Trods forskellige stavemåder genkender læseren fortællersken fra '1001 Nat' i titlens Shahrazad. Hermed henviser forfatteren til den søster, der hjalp Sheherazade/Shahrazad med at holde sig i live i sultanens seng. Bogens franske titel er for øvrigt 'Ombre sultane'. Nøgle til eget hus Romanen er lidt flakkende i sit handlingsforløb, men fortælles af en algerisk, tidligt moderløs kvinde, der takket være sin families velstand og faderens selvstændighed ikke bliver lukket inde som mange af sine jævnaldrende, så såre hun bliver mandbar - tolv år og definitivt opslugt af mørket, som det hedder et sted. Ind imellem barndomserindringer fra et harem med både eksotiske sanseindtryk og tavse tragedier, som barnet opfatter dem, fortæller hun om sit eget erotiske liv som kvinde. Vi glider over i, hvad der forekommer som en fiktiv fortælling om et alter ego, der er gift i den lille algeriske by, men forlader sin mand og får ham til at gifte sig med en lokal ung kvinde, der skal passe deres børn. Nu vender hun tilbage fra Frankrig og forsøger at give også denne unge kvinde den helt konkrete frihed, der består i en nøgle til sit eget hus. Så kan kvinden snige sig ud midt på dagen i mandens fravær og lade sløret falde et sted, hvor hun er ukendt. Absurd patriarkat Det er beskrivelserne af kvinders liv som brugsting og prestigeobjekter for manden, der gør mest indtryk i denne bog, samt beskrivelsen af nydelsen ved at komme ud og op, der bryder den klaustrofobi, der forplanter sig til læseren. Trods duftes og stoffers sanselighed og kroppens blødhed efter dampene i den tyrkiske hammam er det ikke eksotismens sødme, men tavshed og sorg, der hersker i seraillet. Delvis med barnets øjne ser og hører fortælleren, hvordan kvinden er en slavinde om dagen og knokler for at beværte manden og alle hans mandlige gæster ved diverse sammenkomster, hvorefter hun om natten skal forvandle sig til lydig og sanselig elskerinde. Det bliver klart, hvordan denne konstruktion - patriarkatet drevet til sin yderste, absurde konsekvens - umuliggør alt, hvad der ligner kærlighed mellem mand og kvinde. Alderdommens lettelse Hun beskriver også lettelsen ved alderdommen, retten til at blive siddende og få respekt fra sine børn og svigerbørn, og den lise, religionen og bønnerne kan være: »... fem gange om dagen fremmumle denne eneste kærlighed, lade den trænge ind i armhulerne, i knæskallerne, i kraniet, i den bøjede rygrad, i de hennafarvede fingerled, fem gange om dagen. Kroppen føles let når den ligger udstrakt foran Allah og hans Profet, langt fra mænd, langt fra manden«. 'Manden' - hvad enten han er far, bror, ægtemand eller anden slægtning - er den konstitutionelle fjende, og samtidig spørger fortælleren: »Forholder det sig sådan at hver mandskrop tjener til at angive den korsvej som vi blindede kvinder vakler frem mod med armene udstrakt mod hinanden?«. Usynlighed forkrøbler For en læser fra en kultur, hvor det at blive set er den højeste lykke - og et tegn på, at man er elsket - er det tankevækkende at blive konfronteret med en kultur, hvor det er syndigt at blive set. Og det er ikke noget attraktivt alternativ, skulle jeg hilse at sige, selv om vores eksponeringskultur er skejet ud i frastødende excesser. Overdreven synlighed forfladiger måske, men usynlighed forkrøbler. Genkendelig søster I romanens lille by sidder en barnløs enke i sit vindue; hun holder øje med alle og bagvasker især sårbare kvinder. Det giver hende uhyggelig stor magt, at alle nødvendigvis må passere hende; »Ikke at blive set af Lla hadja var det fineste af alt«. Kun kvinderne i de rige mænds harem kommer aldrig ud, og mændene er stolte af deres usynlighed. Hvordan sådanne usynlige kvinder har det, demonstrerer denne bog på indforstået, indigneret og loyal vis. Det er ikke en skinger, lesbisk outsider og religionsfornægter, men en genkendelig søster, der taler til os. Indirekte minder hendes stemme om, at vi skal bruge vores frihed og synlighed med glæde, men også med omtanke og i hvert fald ikke sløse den bort.