Digteren Ivan Malinowski (1926-1989) døde for sytten år siden symptomatisk samtidig med Murens fald: Nu er også lige en Thomas Koppel død, og tillige for nogle år siden en åndsfrænde og veninde som Dea Trier Mørch; Ebbe Kløvedal Reich er også væk og borte. Det er højst besynderligt anno 2006 at sidde med en samling efterladte digte fra Malinowski, der med fuldt flammende revolutionsromantisk patos kan opfordre arbejderne til revolte - baseret på et fuldkommen stift og dualistisk billede der skelner mellem de Gode og de Onde, Kapitalisterne og Ofrene, Israelerne og Palæstinenserne, etc. Forfriskende insisteren Det er passende, at samlingens forside er holdt i et hårdkogt sort-hvidt mønster, for der er minsandten ikke plads til meget kætteri eller mystiske gråzoner i Malinowskis politiske univers. På den anden side er der ganske vist noget forstemmende, men også opløftende ved at støde på den ildfuldhed og den skarpe idealisme, der løber gennem mange af disse digte. Malinowski blev vist aldrig opportunist, aldrig omvendt, aldrig medløber, aldrig neoliberal (heller ikke, selv om han nåede at protestere over massakren på den Himmelske Freds plads i Beijing i juni 1989); der er noget forfriskende ved hans insisteren på at kunne skelne skarpt, guillotine-skarpt, mellem det rigtige og det forkerte. Flere dårlige digte Det var jo ikke bare et træk ved venstrefløjen, men også ved den gode, patriarkalske bondekultur, vi engang havde herhjemme: USA var de gode, USSR de onde. Men det, Malinowski derved vinder i indignation og vigtig vrede over reel undertrykkelse og uretfærdighed, taber han desværre også i analytisk indsigt og ideologisk dybde. I værste fald manifesterer dette sig som det, der ganske simpelt er dårlige digte, svarende til ubehjælpsomme træsnit, amatøragtigt malede protestplakater og grove slagsange, det synes jeg f.eks. gælder for dette digt: »På grund af murernes urimelige lønninger/ Bliver husene de bygger så dyre at de ikke/ Har råd til at bo i dem// Er murernes lønninger urimelige/ Når de ikke har råd til at bo/ I de huse de selv bygger?« Rent bortset fra det politisk problematiske i det retoriske spørgsmål - i et land hvor murere tjener mere end professorer - er selve digtet slapt og kedsommeligt. Ubestrideligt engament Nu er der imidlertid det ved det, at Malinowski i øvrigt kunne digte bukserne af de fleste jævnaldrende og yngre, så ser vi bort fra de værste vildskud, er der meget godt at hente i denne samling. Carl Erik Bay og Erik Stinus har indsamlet og redigeret, og det hele falder i fem afdelinger, en første fra 1954-61, en anden med viser og (nogle fascinerende) billeddigte fra 1963-70, en tredje med avisdigte fra 1976-89, en fjerde med katalog- og lejlighedsdigte fra 1965-89, og endelig en femte med Malinowskis strålende oversættelser, her af Trakl, Mandelstam, Pasternak, Brecht, Neruda, Fried, Darvisj, Dalton og Pottier. Digtene demonstrerer ikke alene Malinowskis ubestridelige engagement, hvor der går en rød tråd fra et tidligt digt som 'Herrens veje' til de sidste i slutfirserne, men viser også digteren som sandt offentlig figur; som de to redaktører gør opmærksom på, er de tider forbi, hvor en digter på samme måde kan gøre sig gældende som en hørbar og offentlig kraft. Rigeligt med halalhippie-røgelse Måske vil det ske igen? Der er masser af tegn i den yngre og yngste generation af digtere, tegn på, at det politiske atter pibler frem. Der er dog også hos Malinowski digte til venner og veninder, Trier Mørch og Halfdan Rasmussen. Og der er sviende kritiske digte om Israel, altså staten Israel, ikke jøderne, i 'Shalom!', en serie fine billeddigte der med sort-hvide fotos foroven, og lakoniske digte forneden, gennemgribende kritiserer staten Israels uhyrlige fremfærd. Malinowskis flygtningedigte rummer bestemt også en kritisk brod, men damper af vel meget halalhippie-røgelse for min smag. Samlet set er der dog god grund til at besøge denne lille samling af lejligheds-Malinowski, hvor vejskiltene utopisk og konsekvent er vendt på hovedet. Et aparte, men også rørende usamtidigt 70'er-spøgelse er det.