Tørre, kalder Rifbjerg disse digte, endda knastørre. Han er nu ikke så meget tørrere end tidligere. En vis saglighed har altid kendetegnet hans poesi, en afsky for det salvelsesfulde. Hvis denne dags nye digte fra den altid produktive Rifbjerg udskiller sig, så er det ved deres koncentration. Ingen omveje, intet overflødigt, og dog en fylde af undertoner og overbygning. Et koncentrat af, hvad den mand kan med det danske sprog. Tryllenumre I pragtsamlingen 'Fædrelandssange' fra for snart fyrre år siden vakte han skagensmalerne til live ved at stille sig bag deres staffeli. Her udfører han et lignende kunststykke med en Schubertsonate. En humoristisk identifikation med den afdøde kunstner får musikken til at klinge. Han udfører lignende historiske tryllenumre med skjulte citater af de kanoniske danske digtere. Blicher og Andersen sniger sig ind i verselinjerne og blander sig med digtenes saglige nudansk. Polemiske indslag i mindretal Så er der polemikken, den er der også. Man må ikke sige, at folk er dumme, heller ikke hvis de er det, og man må ikke tale grimt om de grimme. Frem vokser af denne præmis et lille lyrisk portræt af den deraf forårsagede 'hensynsbetændelse'. Inden de bliver for henrykte henne i den ende af det politiske spektrum, som ønsker en rå tone med hån og spot, skal jeg skynde mig at tilføje, at det, digtet agiterer for, er råhed mod flertallet, ikke mod mindretallene. I digtene her er de polemiske indslag dog i mindretal, for poesien er i centrum. Livagtighed Fortiden er til stede i skikkelse af barndommen, selvfølgelig er den det, det er jo Rifbjerg. Et glimt af en far, der for at behage en mor går fra røgtobak til skrå, og som når han 'går under jorden', bare går ned i kælderen og ikke ind i nogen dramatisk modstandskamp. Og en lille syg dreng, der kommer til at knække termometeret, ser kviksølvkuglerne trille rundt på bakken, sluger dem og får en forgiftning med sig fra barnsben. Fremtiden er også til stede i digtene, lidt mere diskret, så tørheden bevares og det hele ikke bliver for klamt. Midlet er igen kunst, denne gang et stilleben som Cezannes. Betragteren ser en bille vandre frem mod fadet med æbler og kirsebær. Han ved ikke, hvad det er for en bille, kender ikke dens navn. Inden den kommer til fadet, bøjer den af, går udenom, forsvinder. Stillebenet med de forgængelige frugter bliver endnu stillere. »Det begynder at blive lidt kedeligt. Så opdager jeg/ En skygge bag døren. Jeg kender ikke dens navn,/ Men har en anelse«. Det har læseren også. Så sagligt og nøgternt dukker døden op i digtene her. Ingen piw eller patos, men heller ingen fortrængning. Et digt skildrer den tomme stue, med billederne, der bliver helt skæve af ikke at blive set, og lænestolen, der er lettet over ikke at blive siddet i. Det er så livagtigt, at både læser og digter får lyst til at rive døren op og råbe bøh! Men vi gør det ikke, for man ved, det er sådan det ender, en dag bliver stuen tom. Og så ikke mere om den sag. Mellemtilstande Det fineste og nyeste i de 'knastørre' digte er nok deres leg med distraktionen, forløberen for skyggen bag døren. Igen og igen dukker der noget op, som digtets 'jeg' har glemt, ikke kan huske, ikke gider slå op. Det kan være navnet på koens fjerde mave, men det ord, kallunet, dukker op i et andet digt, så at vi ved, det er glemt på skrømt. Disse digte om glemsomhed er skrevet af en, der husker helt præcist, hvordan det er at glemme. 'Distraktion' hedder samlingens første og måske bedste digt. Ved hjælp af det sted på et trappetrin, hvor to fliser støder sammen, med andre ord det rene ingenting, fremmaner teksten den slags bevidst bevidstløshed, som man kan opleve lige før søvnen, sent på dagen eller sent i livet, noget, der ingenting er, medmindre man snubler og den »skrøbelige distraktion« glipper. Disse korte, stramme digte er mættet med mellemtilstande som nu oplevelsen af dette skridt på trappen. Ingen store armbevægelser, ingen erklæringer. Og så alligevel så meget rum udenom, barndom og død, billedkunst og musik, i det sprog, der med årene er blevet så selvfølgeligt, som om det ikke var der. En snart 75-årig digter i fuldt vigør.