Efter et par skuffende bind er Patricia Cornwells serie om retsmedicineren Kay Scarpetta nu tilbage på sporet. De monsteragtige superseriemordere og internationale gangstere, hvis absolutte ondskab og ubegrænsede ressourcer gjorde dem inderligt uinteressante, er ude af historien, og Scarpettas irriterende Lara Croft-agtige niece er forvist til et baggrundsplot, hvor hendes tegneserievæsen ikke gør alt for megen skade på troværdigheden. Mindelser om Norman Bates Scarpetta forlader sit eksil i Florida for at hjælpe retsmedicinerne i Richmond, Virginia, hvor hun var statsobducent, indtil hun faldt i politisk unåde, med at løse en politisk betændt sag om en ung piges mystiske død. Det giver anledning til en spændende og velfortalt historie med masser af de makabre, men dybt fascinerende tekniske og videnskabelige detaljer, som er Cornwells store styrke. Som altid når Scarpetta trækker gummihandskerne på, leder den ene forbrydelse til den anden og i dette tilfælde til en serie mord begået af en af hendes egne tidligere medarbejdere, som minder en smule om Norman Bates fra Hitchcocks 'Psycho'. Dagligdagens rædsler Scarpetta ankommer til Richmond, mens den bygning, som hun i sin tid arbejdede i, er ved at blive revet ned, og entreprenørerne afdækker den gamle morgue, det anatomiske institut med formaldehydbassinerne, krematorieovnen og andre faciliteter, som viser sig at rumme endnu dystrere hemmeligheder end dem, hun mente at kende til. Hendes afløser som statsobducent er dybt inkompetent og manipulerende, og en væsentlig del af historien er skildringen af konfrontationen mellem de to og af Scarpettas harme over, hvordan den retsmedicinske organisation, som hun i tid skabte, er i hastigt forfald. En interessant og sympatisk side af Scarpettahistorierne er hovedpersonens etiske overvejelser om sit arbejde og hendes følelser for de mennesker, hvis kroppe hun udforsker for at fastslå årsagen til deres død, og for deres efterladte. Der er fine skildringer af respekt og nænsomhed og af kampen for ikke at blive forrået af dagligdagens rædsler. Vågnet op Tidligere bind i serien har været præget af et kedsommeligt, jappende sprog, men i 'Sporfund' er stilen intens. Det er, som om Cornwell efter en sløv periode nu atter gør sig umage. Tak for det. Tak også til hendes oversætter Ingeborg Christensen. Jeg ved ikke, om Christensen er retsmediciner af fag, men hun ville godt kunne bilde denne lægmand ind, at hun var det.