Om gamle T.S. Eliot nu også havde ret i, at april er den grusomste måned, står til kritisk diskussion. Blot ikke i 1945 i Danmark i den sidste måned før befrielsen 4. maj. Denne forårsmåned var den blodigste i danmarkshistorien i moderne tid, en herre- og politiløs nation var kastet ud i noget, som nu og da lignede en mellemting af et hæmningsløst gangsteropgør og en bitter borgerkrig. Velsmurte håndvåben De trætte tyske soldater talte dagene ned til krigens ophør, mens fribytterdanskere i deres tjeneste kæmpede desperat med en mere og mere effektiv modstandsbevægelse. Deres effektivitet dækkede også over indre stridigheder, mellem en kommunistisk inspireret venstrefløj og så mere vestvendte og borgerlige (vente)grupper. Mellem primitive og hjemmelavede våben og nye tunge maskinpistoler fra Sverige, begge skydere samtidig oppe imod alle de sadistiske landsforrædere med velsmurte håndvåben i begge hænder. Plastisk sprængstof Steen Langstrups nyeste krimi, 'Panzer', foregår her i krigstidens sidste uger. Vi møder igen den anløbne politi- og modstandsmand Jens og hører atter om den lille kontante modstandsgruppe BB fra hans forrige bog om besættelsen, den fine lille sag, 'Stikker'. Men hvor denne var et mesterligt sort kammerspil med krigens København som grum og mørklagt kulisse, er der slået langt større dej af plastisk sprængstof op her i 'Panzer'. Kodeordet for en flugtplan er nemlig smedet af selveste Martin Bormann nede i Berlin. Hvad nu lille du? Nazisterne danner en flugtrute nordpå og danske erhvervsinteresser forhandler og forhaler sager af lyssky karakter, mens der skydes for at dræbe i byens gader. De sammensvorne frygter kommunisterne og deres eventuelle revolutionstanker og planlægger freden på kompromisets præmisser. En tjener på et større hotel overhører noget, han ikke skulle høre, og dør dramatisk. Hans datter er på flugt, men hvem der er hendes jægere, svæver længe i det uvisse. Alt imens Jens hytter sit eget skin så godt som muligt, når han nu også gerne vil fremstå som ægte frihedskæmper i opgørets stund. Men det blodige sand i timeglasset rinder ud, og hvad nu lille du? Det kan ikke fortælles her. Men nogle slipper af sted til Amerika, andre forsvinder i mørket, hvor alle dobbeltagenter bliver grå og små. Modern History Thriller Jeg synes, at 'Stikker' er bedre end 'Panzer'. Ikke med hensyn til sprog og stil, Langstrup overbeviser på ny sin læser om, at han er en dreven og mageløs fortæller i korte, præcise og hårdkogte udtryk. Hans nye er kontant spændende og imponerer ved at holde flere bolde i luften på samme tid. Desværre alt for kort i sit design til sin kæmpe kabale om krigens sidste både heroiske og lurvede dage i en lidt forkommen nation, som helst skulle ud af hele miseren med æren (og pengene) i behold. Langstrup skriver i den genre, man på engelsk kalder MHT - 'Modern History Thriller' - som i udlandet præges af folk som skotske Philip Kerr og amerikanske Alan Furst. Altså historiske spændingsromaner med baggrund i de første 50 gustne år af 1900-tallet i almindelighed, Anden Verdenskrig i særdeleshed. Brat opbremsning Men hvor 'Stikker' helt klart var nede på jorden i et enkelt og stærkt plot, er der i 'Panzer' lagt op til et grandiost vingesus omkring historiens hypotetiske 'Flugtrute Nord' og trebandekarambolen mellem værnemagt, Gestapo og visse danske interesser. Og til det er 192 sider alt for lidt! 'Panzer' - især med sit store persongalleri - burde næsten have været på det dobbelte. Men læser, har du endnu 'Stikker' til gode, så begynd der og fortsæt gerne med 'Panzer', fascinerende og eminent skruet sammen, men vær også rede til en brat opbremsning og mangel på længde. Steen - i næste bind skal den have hele armen med frihedsbind og stengun ved skulder!