Lugten af stegeos og trange kår. Lyden af barnegråd og ejendommens eneste klaver. Fornemmelsen af en mariehønes knasende endeligt under en beslutsom pigesko. Stemninger som disse fra 1960'ernes københavnske baggård males frem med små, præcise strøg i Laila Ingrid Rasmussens novellesamling 'Tordenkaffe'. Det første udspil siden gennembrudsromanen 'Stjernen' fra 2004 og det fjerde siden debuten i 1994 ('Déjà-vu'). Laila Ingrid Rasmussen smider altså ikke om sig med ordene i tide og utide, til gengæld står hvert eneste et i 'Tordenkaffe' selvbevidst og urokkeligt på en nøje tildelt plads. Gammelklogt barn Og der er god grund til i første omgang at være imponeret over Laila Ingrid Rasmussens sproglige dressur. De 19 noveller samler sig lidt efter lidt til en musikalsk fortælling om et pigesind, et arbejdermiljø og en familiepsykologi. Detaljen - hvad enten det er porcelænsdukkens kolde ansigtstræk, eller den hyggelige lyd af akvariepumpen - registreres og fordøjes af den iagttagende, gammelkloge pige, der ikke altid er artig og føjelig. Hun, som ser falskheden under Luciaoptogets uskyldshvide dragt og hører hårdheden i mors tilsyneladende omsorg for mormor, ved, at der er voksenregler og børneregler. Og at man som barn godt kan blæse på de første. Ingen invasion Mange fine registreringer der lægger sig side om side og lag på lag, sirligt og associativt med små antydede pointer dinglende efter sig i luften. Problemet - eller begrænsningen - er, at mormors hæse cerutlatter, fasters prustende korpus og den punkterede blå ballons umiskendelige fladhed trods mange sproglige krumspring peger på samme linoleumsbelagte barndomsland. De dybere sjælelandskaber antydes, men invaderet bliver de ikke. Krop og varme Smukkest står derfor også - lidt på trods måske - de noveller, hvor kærligheden til en kejtet bror eller en storesøster, der er vokset ud af barndommens fnisende fællesskab og ind i en fremmed voksenverden af høje hæle og undvigende drengeblikke, folder sig ud og får plads. Her får fortællingen mere krop og varme, lidt rundhed bulner ud under retorikkens stramme korset. Og læseren behøver ikke at føle sig forpligtet til at filosofere dybt og længe over ondskaben bag en barnlig mariehønemassakre eller det sjælelige uvejr, der måtte rumstere under historien om en tordenskylle. Mindre kan også gøre det.