Det begynder med en kasse med familiefotos: »På det næste billede sidder jeg mellem mor og far, storøjet og artig, spejler også her kulturens undertrykkelse af oprigtighed, forklædt i fløjl og sløjfer og hvide, hulstrikkede knæstrømper og sorte laksko«. Læg mærke til sammenstødet mellem det konkrete - pigens storøjethed, hendes påklædning - og den bastante tolkning af kulturens byrde på hendes skuldre. Det er et centralt problem ved Birgit Strandbygaards (f. 1938) prosa: at fortolkningerne hele tiden er ved at overtage det sjæledrama på kærlighed og død, som romanen ruller op bagfra, efter at tingene er sket. Anklaget for mord Fristen til at fortolke sit liv set i forhold til store størrelser som kulturen og ånden, kan til dels forsvares ud fra bogens udgangspunkt: Den aldrende forfatter Silvia Schwartz har forskanset sig i et øde hus i Sverige, efter at hendes elsker, den feterede maler Simon, er blevet myrdet, og hun selv har stået anklaget for mordet, men er blevet frifundet. Selv er hun stadig i tvivl om, hvad der egentlig er sket og forsøger at skrive en slags mening ind i det hele gennem den roman, hun arbejder på. Jo, optakten til 'Jeg må jo have et hjem et sted' - der låner titel fra et vers af Gustaf Munch-Petersen - er spændende som en thriller og tvinger én til at læse videre. Utroværdigt Men ak, skuffelsen sniger sig hurtigt ind på mig, da det viser sig, at Silvias livshistorie er den smertelige fortælling om en kvinde, der ikke har haft modet til at overgive sig til livet, men er blevet siddende velopdragen mellem far og mor, helt frem til i dag, hvor hendes eget liv er »i afviklingsfasen«. Min skuffelse skyldes ikke den megen død og selvpine, som løber gennem bogen, men derimod, at det ikke lykkes at forbinde de voldsomme ydre begivenheder, der finder sted før og efter Simons mystiske død, med Silvias halvkvalte sjæleliv. Det virker simpelt hen ikke troværdigt, at en kvinde, der et langt liv igennem har straffet sig selv ved ikke at leve, ugen efter sit sølvbryllup forlader sin mand til fordel for en anden, på grund af noget, der var »mere end almindeligt begær, det var som åndens nedslag«. Men ånden slår også ned i andre kvinder, som Simon møder, og for Silvia er det umuligt at leve med, opdraget som hun er med Guds vilje. Åndelig rejse Efter varetægtsfængslingen i forbindelse med Simons død tilbringer Silvia godt et års tid i skovens ensomhed med at skrive - kun afbrudt af meditationskurser med guruen Joseph og bekendtskabet med en mand, der har boet ti år i skoven. Jeg skal ikke afsløre, hvor den åndelige søgen fører hende hen, men blot konstatere, at jeg havde meget svært ved at goutere den drejning tilbage til gammelt ægteskab, hus og hjem, som romanen tager, uventet og meget forceret. Det er dristigt tænkt, men kunstnerisk set ikke særlig elegant udført, at lade Silvia gå hele vejen tilbage, for til sidst at nå frem til en frygtelig indsigt om hvorfor hendes liv har været så uvirkeligt: »Fordi jeg - bortset fra glimt af et andet nærvær - har troet på at jeg var den person man kaldte Silvia«. Det er ikke uden grund, at følget til en begravelse, der finder sted mod slutningen af romanen, græder som koret i en græsk tragedie. De græder også for Silvia.