Forfatteren er tidligere journalist på TV 2/Nyhederne og har nu boet i Zimbabwe i over fem år som medfølgende hustru og mor til tre sønner. Sit erhverv kan Louise Windfeld-Høeberg ikke udnytte i Mugabes diktatur, men hun har tydeligvis ikke spildt tiden. Paranoidt styre En journalist sover aldrig, men er altid iagttagende i stort og småt, kan man læse sig frem til i debutromanen, thrilleren/krimien 'Iscenesætteren'. Den rummer foruden en troværdig gengivelse af landets hverdag for rige og fattige også adskillige sandheder om Zimbabwes deroute under et styre, der er gået amok i paranoia. Man får et godt indblik i at arbejde i udlandet, i 'donorernes' efterhånden mindre attraktive liv i et land med store problemer i hverdagen, i de udsendtes afhængighed af det overklasseliv, der trods alt er en dans på roser i forhold til de endeløse plager, landets befolkning må gennemgå, mens døden venter overalt. Man finder sågar også et par hib til danske tv-journalister, hvis hovedspørgsmål til mennesker i krise synes at være »Hvordan har du det lige nu?«. Modvillig beundring Det er en veloplagt og spændende bog med mange indkig, Louise Windfeld-Høeberg har skrevet. Så må man bære over med, at udgangspunkter for intrigen - at Storbritannien og USA interesserer sig så meget for Zimbabwe, at de ligefrem vil gribe ind - er temmelig urealistisk. Der findes intet i det østafrikanske land, som nogen stormagter har lyst til at få fingrene i. Ellers var der for længst sat en stopper for overgrebene mod landets befolkning. Men i 'Iscenesætteren' får briterne nok og involverer CIA, og så kører et plot med flere udløbere og et stort internationalt persongalleri. Det er både historiens svaghed og styrke. Styrke, fordi det gør den afvekslende og underholdende. Svaghed, fordi man ikke når i dybden med nogen af personerne og derfor ikke føler særlig meget for dem. Endvidere ligger flere af personerne så tæt på virkeligheden, at det føles fjollet, at de har fået andre navne. Såsom Amdi og Tvind, der optræder i en meget tynd maskering. Den danske hjemmegående og ret frustrerede Caroline og hendes sympatiske ambassademand, Christian, må også have lånt nogle træk fra virkelighedens Louise & Co., men ikke på nogen blamerende eller overintim måde. Selv landets præsident fremstilles med en vis modvillig (?) beundring og forståelse, om end hans massemord på politiske modstandere fra en anden befolkningsgruppe (ndebelerne i Matabeleland) i de første dage af Zimbabwes selvstændighed ikke glemmes, men vender tilbage med en særlig krølle. S som i stavefejl Forfatteren har mange bolde i luften. Ikke alle gribes med lige stor overbevisning i slutningen, som er finurlig, men ikke helt vellykket og forståeligt turneret. Sproget kan man ellers ikke udsætte noget på. Det er mundret uden at være banalt. Blot kunne man ønske sig et par korrekturfejl fjernet, hvis bogen udkommer i andre oplag, såsom Dolce & Gabbana, som er med to b'er i det sidste navn, men uden h i Dolce. H'et kunne til gengæld godt kunne bruges i hviske.