I sin første roman, siden han afsluttede den monumentale Grænselands-trilogi, forbliver Cormac McCarthy på den konkrete og mytiske grænse mellem USA og Mexico. Men så hører de ydre ligheder også op. Hvor Grænselands-trilogien forenede arkaiske naturbeskrivelser med en udviklingshistorie om unge, fåmælte cowboys, er 'No Country For Old Men' anderledes handlingsmættet og kompakt. Tættere på at skrive en krimi end denne skæbnefortælling om mord og heroin kommer en af USA's store nulevende forfattere næppe nogensinde. Fristelsen På antilopejagt ved Rio Grande nærmest falder Llewelyn Moss over myrdede mænd, gennemhullede biler, en masse heroin og to millioner dollar. Han lader heroinen ligge og tager pengene. Han falder for en forståelig fristelse. Men fristelser er noget, man betaler dyrt for, når man befinder sig i gammeltestamentlige omgivelser. Og det gør man uvægerligt i en roman af Cormac McCarthy. Få har som han evnen til sprogligt at fremkalde den overleverede lovreligion i den amerikanske sjæls fiber. Galopperende syndefald Hvad adskiller så 'No Country For Old Men' fra en krimi? Ikke spændingen. Bogen er faktisk ret spændende. Men plottet er alligevel så anderledes. Først og fremmest fordi sproget er den primære skueplads. Romanen er domineret af dialoger og monologer fremført af - overvejende - mænd med få forhåndenværende redskaber i det aktive ordforråd. McCarthys evne til at trylle med fåmæltheden som maskulint instrument er en ekvilibrisme finpudset igennem mange års arbejde. 'No Country For Old Men' er ubarmhjertig og nådesløs snarere end leveringsdygtig i velsmurt underholdning. Der er noget andet end spænding på spil. Llewelyn Moss er den jagede mand. Hovedpersonen. Men samtidig kun en bifigur i midten af billedet. To andre spænder buen over ham. Den gamle sherif Bell, der føler sig mere og mere ude af trit med en verden, hvor han ser moralbegreberne erodere i et galopperende syndefald. Tegnet over dem alle genkender han i sin jagt på lejemorderen med det underlige gutturale navn Chigurh. En principfast bøddel. I Chigurh ser Bell en absolut kulde, en absolut ondskab. Han ser noget nyt. Han genkender noget gammelt. Et menneske renset for enhver genkendelig menneskelig følelse. Mødet med umennesket Giver plottet mindelser om Steven Soderberghs 'Traffic' og andre nutidige kriminalhistorier om narkotrafik, så er ånden helt igennem Cormac McCarthys. Dyster apokalypse for den, der kan genkende tegnene. Det ligger i Åbenbaringens kort, at Guds eget land også må være Apokalypsens arnested. Dermed kan 'No Country For Old Men' ses som en nutidig pendant til McCarthys mesterlige 'Blood Meridian'. To amerikanske romaner fra Grænselandet. Den ene en slags western fra 1800-tallet. Den anden en slags krimi fra vore dage. Den ene hårrejsende brutal. Den anden trods alt afbalanceret med en gammel mands sagtmodighed. Men begge to nådesløse udstillinger af menneskets afmagt stillet over for den brølende afgrund i mødet med umennesket.