For en måneds tid siden fremsatte New York Magazine den opsigtsvækkende teori, at den unge, mediesky kultforfatter Jeremy Terminator LeRoy er identisk med performancekunstneren Laura Albert. Det er hende, der har skrevet de storsælgende romaner under opdigtet identitet, hævder bladet, og for at opretholde forfatterillusionen er en ukendt ung mand lejlighedsvis blevet betalt for at sætte J.T. LeRoy i scene med store, blondineparykker, solbriller og læbestift. Altid tavs. Og altid omgivet af diverse celebriteter som Winona Ryder, Courtney Love og Madonna. Social arv I grunden ønsker man virkelig, at bladet har ret, når man læser J.T. LeRoys anden roman om sin opvækst: den filmatiserede 'Hjertet er det mest bedrageriske af alt'. Den første roman var den trashede debut 'Sarah', og begge handler de om det mildt sagt destruktive forhold mellem den heroinafhængige mor, Sarah, og hendes lille søn, der ligner hende af udseende. Især når han tager pigetøj på og betjener kunderne på rastepladsen eller moderens kærester med lige dele øvet hånd og tillært, pigelig charme. Usynlig søn Men tematikken til trods er de to bøger dog så forskellige, at man faktisk ikke skulle tro, de var skrevet af den samme mand (eller kvinde!). Overhovedet. For hvor 'Sarah' virkede, som var den nedfældet af et menneske uden skyggen af litterære forudsætninger, er denne toer forbilledligt stram i kompositionen, ciseleret i persontegningen, mundret i dialogen og præcis så grum, at man lige akkurat kan holde ud at læse den uden at lægge den fra sig hvert andet øjeblik. Men også kun lige akkurat. Vi følger Jeremiah, fra han som egenrådig fireårig bliver fjernet fra sine trygge plejeforældre og genplantet hos sin 18-årige hustler af en mor. Hendes primære livsytring består i at klunse på den ene perverse stodder efter den anden og snarere med sprøjten end Jeremiahs ve og vel for øje. I reglen må han nemlig spille hendes søster, hendes datter eller aldeles usynlig, så ingen regner ud, at hun har et barn på slæb, og ind imellem 'glemmer' hun ham sågar på de rastepladser, hvor hun trækker til dagen og vejen. Uhyggespreder Som et velkomment sceneskift ender Jeremiah ved disse lejligheder hos sine bibelfanatiske morforældre, som dog desværre anser korporlig afstraffelse for vejen til frelse. Og så kører voldsmøllen ellers derudad igen for fulde gardiner. Historiens klare styrke ligger dog i, at den aldrig kører i tomgang. Tværtimod. For som den skrider frem, aner man, hvilke dæmoner der æder sig ind på den rebelske Sarah, ligesom man lidt for godt forstår Jeremiahs spirende, sadomasochistiske seksualitet. Fint underspillet i store dele af romanen. Nogen hyggespreder kan man dårligt kalde 'Hjertet er det mest bedrageriske af alt'. Men har man høj smertetærskel og nerverne på rette sted, er der så afgjort tale om en historie, der hæver sig over siderne i al sin gru.