»Jeg vil endvidere bede Dem afbryde læsningen af denne bog så ofte som overhovedet muligt, og det, De tænker under disse afbrydelser, vil - med stor sandsynlighed - være langt den bedste del af bogen«. Denne selvudslettende opfordring til læseren fra den uruguayanske pianist og forfatter Felisberto Hernández (født 1902 i Montevideo, død 1964) blev jeg nødt til at følge mangen en gang under læsningen af de fem udvalgte fortællinger, som Rævens Sorte Bibliotek har samlet under titlen 'Koncerten', i håb om at kunne redde et gådefuldt forfatterskab fra glemslens skakt (forlaget Arena gjorde forsøget i 1980 med et udvalg ved Poul Vad, oversat af Uffe Harder). For Hernández, der som musiker kæmpede for at indføre Prokofjev, Stravinsky og andre europæiske modernister på tangoens kontinent, skriver en prosa, som det tager tid at finde ind i. Det skyldes blandt andet, at han som fortæller finder fornøjelse i »at opdage de mest forskellige og modsigelsesfyldte følelser og tanker, der findes, ikke kun i forskellige mennesker, men i ét og samme menneske«. Ubrydeligt kodesystem Som man forstår af oversætter Rigmor Kappel Schmidts oplysende, litteraturvidende efterskrift, er Felisberto Hernández en 'forfatternes forfatter', læst og berømmet af kolleger som Jorge Luis Borges, Gabriel García Márquez og Juan Rulfo. En mand, der ikke er for fastholdere eller alt for stringent logisk tænkende læsere. Hernández udviklede sit eget stenografiske system, så han kunne skrive uden at risikere andres utidige indblanding. Et kodesystem, som det efter hans død har vist sig umuligt at knække, med den konsekvens, at flere af hans efterladte tekster indtil videre er forblevet ulæselige. Slørede erindringer Men lad os kaste blikket på pianistens læseligheder for at danne os en mening om, hvorvidt der - som det ligger i kortene - er tale om litteratur af durabel kaliber! Hernández' prosa er på den ene side overmåde konkret, tingslig, billedrig. På den anden side er der et slør i beskrivelserne, en mærkelig ubestemthed, ligesom når man forsøger at hente noget frem af erindringen, uden at det helt vil lykkes. Netop erindringen er Felisberto Hernández' store tema, hvilket bogens to suverænt længste fortællinger, de Proust-påvirkede 'På Clemente Collings tid' og 'Erindringens landskaber' understreger. Sørgmodig beklemmelse I begge har vi at gøre med en fortæller, der selv er pianist, og som undervejs med en sporvogn eller i togkupé lader tankerne fare tilbage til barndommen. Den første beskriver drengens udforskning af den blinde komponist og spillelærer Clemente Colling, en grotesk særling, der ikke levede i hygiejnens verden. Det, der interesserer forfatteren, der selv studerede hos Colling i 1920, er særlingen som et forladt mysterie (et af forfatterens yndlingsord om forholdet til andre mennesker), hvis handlinger, følelser og rytme giver ham en ny oplevelse af livet. I 'Erindringens landskaber' beskriver Hernández gennem drengens spirende seksualitet den følelse og det ord, som er det allervigtigste kendetegn for disse fortællinger: beklemmelse eller på spansk angustia. En følelse, der ligesom angst ikke har nogen konkret genstand eller entydig grund. Følelsen af at være beklemt er for Hernández forbundet med en sørgmodighed over for nutiden og den tilværelsens inerti, som han med egne ord er tilbøjelig til at blive hængende for længe i. Mystisk sprogmusik Beklemtheden ligger i stilen: Fortællingerne forløber associativt og springende, som om fortælleren er et rov for det røre, erindringerne sætter i scene i ham. Dét er det særegne og vanskelige ved Felisberto Hernández' erindringskunst: at han som fortæller bevidst opgiver at styre sine erindringer, der efterfølger hinanden uden narrativ logik - som de ting, man ser gennem vinduet fra sporvognen eller toget. Det kommer der ikke stor fortællekunst ud af, hvis man læser konventionelt. Til gengæld kan man - hvis man magter at afbryde sin læsning ofte nok - opleve passager, hvor ens egen beklemthed bliver sat i svingninger af denne mærkelige sprogmusik, hvis ledemotiver er mysterie, beklemmelse, sørgmodighed, inerti. Jeg var glad for at gøre Felisberto Hernández' bekendtskab, men frygter også, at jeg snart vil have glemt 'Koncerten'.