'Havets stjerne' er et skib og titlen på Joseph O'Connors nye roman. Året er 1847, kartoffelhøsten er slået fejl (igen) og Irland er ved at dø af sult. En veritabel vandbro fragter de heldigste til Amerika. 401 1/2 af dem befinder sig nu på 'Havets stjerne' - børn tæller kun halvt - men det er langtfra dem alle, som når frem. Klasseskel Om bord på 'Havets stjerne' er der upstairs og downstairs. Mens jarlen af Kingscourt nyder champagne på 1. klasse, råsulter de fattigste på 3. klasse. Men henover jerngitteret, som adskiller klasserne, er der forbindelser og hemmeligheder medbragt fra den plagede ø. Skæbnen, der binder dem sammen, er som det nyligt opfundne pigtråd! Der er ikke specielt meget skumsprøjt i Joseph O'Connors bog, men det er praktisk at have hovedpersonerne anbragt samlet og til havs, mens forfatteren kigger dem efter i sømmene. Klaustrofobisk Fortællerens identitet afsløres først til allersidst; men de fleste vil nok have kigget ham ud forinden. Det er ikke så vigtigt. Det indlagte mord er heller ikke så vigtigt. Det er på bedding hele bogen igennem, og føles nærmest befriende at få overstået. De sidste kapitler er klaustrofobiske, da 'Havets stjerne' dirrende af vold og desperation ligger for anker ud for New York som nr. 153 i køen. Kaptajn Josias Lockwood, der er kvæker, har sejlet sin sidste tur. De enkelte kapitler er indrettet efter sejladsens dage og er holdt i et gulnet og lettere omstændeligt sprog. Indimellem skrider handlingen så ud over fartplanen og fortæller om de skæbner og episoder, som leder frem til nu. Forholdene omkring jarlens gods, lange afstikkere til England og ikke mindst til Londons elendigheder. Der er masser af død, plat og afsporet seksualitet i viften af hovedpersoner. Særlig interesse påkalder sig den fhv. morder Pius Mulvey, der skifter navn, oftere end han skifter skjorte. Der er også mængder af god vilje og hjælpsomhed, selv om man ikke kan blive mæt af det. Dickens optræder rundt omkring i bogen, og man får bl.a. at vide, hvordan han fandt på personnavnet Fagan. Besættende Det er også de store fortællere, som spøger hen over siderne i O'Connors solide og bevægende bog om et dunkelt kapitel i den britiske historie. Dickens ville måske have savnet lidt af sin egen morbide humor. Men intet er for småt til at blive nævnt, og bag alle persontegninger, bag alle de gode og grådige medvirkende, løber historien om året 1847, hvor kartoflerne forsvandt. 'Havets stjerne' er en stærk og ærlig roman. Den er velkomponeret, velskrevet og besættende læsning. Man skal ikke begynde på den, hvis man vil tidligt i seng!