Zorro er i dag et varemærke, bygget over den californiske helt, som i 1919 blev skabt af Johnston McCully med 'The Curse of Capistrana'. Siden fulgte yderligere over 60 beretninger om den noget forfængelige og neurotiske, men også utroligt rapfodede, Diego de la Vega. Han havde taget sit navn efter det spanske ord for ræv og optrådte på sine eventyr altid i sort med halvmaske, en blanding af en efter sigende autentisk lokal bandit og Den Røde Pimpernel. Antonio Banderas har inden for de senere år lagt smækker figur til filmudgaven af kolonitidens opdigtede meritter. Fantasi og farver Nu har Isabel Allende på initiativ fra indehaverne af varemærket Zorro skrevet en roman om, hvordan Diego blev først Diego og siden Zorro. Altså en bestillingsopgave, som dog ikke har skabt så megen ravage, som da Fay Weldon skrev 'Bulgari-forbindelsen' på opfordring af juvelfirmaet af samme navn. Det var ellers en ret morsom og underholdende bog, Weldon fik ud af det, og det samme kan siges om Isabel Allendes roman om en legendes fødsel. Ligesom Weldons bog passer den godt ind i forfatterskabet, hvilket i dette tilfælde betyder, at den er ordrig, fantasifuld, farverig og strømmende over stok og sten i den form for new age magisk realisme, der er blevet Allendes varemærke. Hvide Ugle Til gengæld er den heller ikke så meget andet end det. Diego de La Vega er søn af en vild og krigerisk mestizkvinde (en blanding af en indianer og en spanier) og en spansk adelsmand og fødes i slutningen af 1700-tallet. Han opdrages sammen med sin indianske ven Bernardo på katolsk vis, men også af sin indianske bedstemor, Hvide Ugle. Siden sendes drengene til Spanien. »Det sidste, Diego og Bernardo så, før de gik om bord i båden, var Hvide Ugles værdige skikkelse, der stod på et klippefremspring i nærheden af indianernes hellige huler og vinkede farvel til dem med kappen af kaninskind og det viltre hår vajende i vinden«. Dumdristig fortæller Sådan er bogen skrevet et langt stykke af vejen, ganske godt i stil med gamle romantiske drengebøger, men i sin arrangerede ordflom også kvalm som for megen tyktflydende varm chokolade. Da man omsider når frem til Anden Del på side 94, viser det sig da også, at fortælleren - hvis identitet først afsløres til sidst - selv har kedet sig. »Barndommen er en ulykkelig tid, fuld af grundløs frygt, for eksempel angsten for fantasiuhyrer og for at blive til grin. Fra et litterært synspunkt er der ingen spænding i den, for børn er, med få undtagelser, lidt kedelige«, indrømmer fortælleren. Det er så sandt, som det er sagt i dette tilfælde, og derfor også noget dumdristigt af fortælleren at lægge frit frem. Men det forlener selvfølgelig også romanen med den humor, som vitterlig også er til stede. Underholdningsindustri Man underholdes på det mest utrættelige fra det koloniale Californien til det fransk besatte Spanien og tilbage til Amerika igen, hvor pirater og andre blodtørstige luskebukse fører sig frem. Diego udvikler en mere og mere splittet personlighed, hvilket er det mest interessante ved den ellers noget vage hovedperson. Man kan som læser lade sig rive med, men hvis man stopper op for at få pusterum, får man også tid til at ærgre sig ganske forgæves over, at Isabel Allende med årene selv har udviklet sig til et varemærke inden for underholdningsindustrien frem for en forfatter med dybere litterære kvaliteter.