Bodil Bredsdorff fortæller med hud og hår om gamle dage i 'Pigen med den gule hund'. Det er en koncentreret og sanselig historie om alting og ingenting. Lige fra Astas mors dårlige nerver til haresteg og fløderand. Historien indrammes af to gange grundig rengøring. Bordets fylde vægtes også altid højt i forfatterskabet. Psykisk nedtur En dreng vil aldrig åbne denne her bog, men den anden halvdel af læsergrundlaget vil hurtigt tænde på Astas problemer, hunden, naturen, roerne og opvasken. I gamle dage talte man (heller ikke) så meget om psykisk nedtur. Astas mor er på 'hospitalet', og imens bliver Asta passet hos mormor på Stenstrupgård, der ligger lidt længere ude ad fjorden. Astas far er på langfart, så onkel Frit er den eneste, som kan lære pigen om andet end huslige sysler. Onkel Frit tager hende med ud i naturen, han lærer hende at opdrage sin hund, og sammen deltager de i mange jagter. Det skaffer kød på bordet. Det er lidt trist alt sammen, men der er håb. Total tidskolorit Så ankommer en anden onkel fra Afrika, hvor han er gået ned med sin farm. Han er stor i slaget, og hans børn aner ikke, hvad husligt arbejde er. Onkel Herman er en skidt fyr, der er med til at øge presset på Asta, så hun til sidst ikke kan huske sine salmevers henne i skolen. Endelig kommer far hjem fra havet, og så bliver det jul. Det lyder som trivi. Det er det også. Men det er trivi med åben pande og reelle hensigter. Beskrivelsen af Astas kvaler er gjort med indsigt, og tidskoloritten er total. Man lugter brænderøg og gule ærter. Og man trasker gennem brombærranker og ad dampende plovfurer. Russerne har lige sendt en såkaldt Sputnik op i himlen. Onkel Frit og Asta ser den omme fra gavlen - tror de nok. 'Pigen med den gule hund' er fuld af stemninger og nærvær. Gid den må få mange læsere!