Tiden råber på satire, har Kurt Tucholsky sagt og Georg Metz citeret, og hvorfor ikke tilfredsstille tiden - i hvert fald på den led? Mange er nok så inderligt trætte og vemodige over rigets tilstand, at de ikke synes, der er noget at grine af eller råbe hurra for. Georg Metz forsøger sig med en samtidsroman i 26 kapitler, 'Et frisk pust', som handler om Dansk Folkeparti udsat for hævnen - den salige, salige hævn, virkeligheden aldrig tilbyder. Besynderlig plusdrøm Men skriften er det mulige og det umulige sted, som Metz har kombineret i en fantasifuld himmerigsdrøm om den dag, da Kristian Thulesen Dahl - her hedder han Christian Frederik Turteltaub - viser sig som en sand helt, der omsider stikker oldefars sabel ned i kæften på kultur-, idræts-, undervisnings-, fritids-, indvandrings-, ungdoms-, og ungdomskriminalitets-bekæmpelsesordfører Lilli Kornvalles hals. Mavedanser eller sabelsluger - det kan være lige meget. Der bliver sablen siddende. For evigt, ved hjælp af epoxylim klistret til svælget, får Lilli Kornvalle forbud mod nogensinde at tale mere på tv, i aviser og i partiet. Sablen sidder fast. Hvilken velsignelse, ja hvilken besynderlig plusdrøm. Sjov nok, hidsig nok Bogen er hurtigt skrevet i et furiøst raseri, som inkluderer Kaj Munk og hans blå anemone, de mishandlede katte, fine portrætter af pastor Guhl og pastor Grøhn, Det Gamle Fine Forlag, Superdiscount, rødt lys, værdistigninger på ejendomme, dansk kvindeboksning i Kunstmuseet og hele samtidens amoralske angreb på de fremmede, dem som ikke er danske i 36 led. For at gennemføre sin satire har han brug for en dansk pige, Regitze Olsen, datter af rottebekæmperen Godfred Olsen, som bliver myrdet på Ligustervej 68. Opklaringen er en triumf. Men De kan nok høre, at bogen er så skarp og så uforbeholden i sin satire, at man skal være noget af en selvretfærdig venstreorienteret for at goutere den. Georg Metz vil blive overfaldet i den borgerlige presse. Det skyldes dels, at han er ærkesur i sin hånlighed, dels at hans ankepunkter ikke er politisk centrale og vidtrækkende nok. Det går ikke an at skrive 200 sider om tidens gebrækkeligheder såsom Kaj Munk, der længe har ligget velsignet brak, selv om idiosynkrasien holder til meget. Det går måske heller ikke an, at selvironien kan ligge på et smalt leje ...? En glimrende skribent er Georg Metz, men aldrig så god som Scherfig, der skrev med den falske loyalitets geniale distanceblænder på lygten. Når det er sagt, skal jeg holde mig til overskriften. God nok, sjov nok, hidsig nok. På skrift er det sket, åh, det er sket, som Georg Metz udbryder, mens virkeligheden, noget mere kompliceret, venter med foldede hænder i kulissen.