Dai Sijie, der for et par år siden blev noget nær verdensberømt med sin debutroman 'Balzac og den lille kinesiske skrædderinde', har også fået international succes med sin roman nr. 2, 'Muo og de kinesiske jomfruer'. Den danske titel er en lidt bøvet erstatning for den franske originaltitel, 'Le complexe de Di', der ikke for ingenting leder tanken hen på »complexe d'Oedipe« eller på dansk Ødipuskomplekset. Kulturelle krydsreferencer Den faderfigur, der om ikke dræbes, så i hvert fald karaktermyrdes med ødipal lidenskab, hedder Di - dommer Di, nærmere bestemt, og så vil mange mindes en række bøger af Robert van Gulik om den kloge kinesiske dommer af samme navn. Det er bare en af mange ironiske kulturelle krydsreferencer i romanen. Dais dommer er ikke nogen indtagende vismand, han er et brutalt magtmenneske, der har fængslet en kvindelig fotograf for at have udleveret forbudte billeder til vestlige journalister. Ridderlige forehavender Den nyhed får den 40-årige psykoanalytiker Muo til at bryde op fra Paris, hvor han har studeret i mange år, for fotografen er hans ungdoms elskede, og han tager en klækkelig sum dollar med tilbage til Kina for at prøve at bestikke dommeren. Det viser sig, at dommer Di har masser af penge - men hvis Muo kan skaffe ham en jomfru at gå i seng med, vil han overveje sagen. Muo, den fremmede fugl i de gamle omgivelser, slingrer rundt i Kina med tog, på cykel, i en faldefærdig lastbil, fra den ene besynderlige oplevelse til den anden, og mister undervejs sin egen jomfrudom og dermed den pinlige hemmelighed, at han som belæst freudianer ikke har ret meget praktisk kendskab til sex. Han finder enkelte jomfruer, men ved bogens slutning er det stadig uvist, om hans ridderlige (?) forehavende skal lykkes, eller om det fortaber sig i det moderne Kinas absurditeter. Kinesisk på en ny måde Dais debutroman foregik under kulturrevolutionen, en ramme, der kalder på klare fortegn. Roman nr. 2 er henlagt til nutiden og bliver derved en mere kalejdoskopisk fortælling om de voldsomme og ligefrem groteske brydninger mellem vestligt tankegods og traditionelle kinesiske vaner og forestillinger. Dens humor har sine bitre anstrøg, mens dens bitterhed ikke sjældent er grinagtig, og dens frankofile, bebrillede, eksilkinesiske antihelt, der ustandselig kommer til kort over for det praktiske livs mere handlekraftige skikkelser, er måske et stykke af et ironisk selvportræt. Der er megen skjult refleksion og mange metalitterære understrømme hos Dai - der i modsætning til den ligeledes fransk-eksilerede nobelpristager Gao Xingjian faktisk skriver på fransk - men resultatet er alt andet end anstrengt og fortænkt. Det er læseværdigt, overraskende, originalt og kinesisk på en ny måde.