Et ukendt barn efterlader sin læser dybt splittet. For på den ene side må man være lavet af gammel, sur cement for at se bort fra, at Pablo Henrik Llambías behersker sproget med et gehør som få. Sjældent har jeg læst en roman, der passagevis formår at ramme en så troværdig tone, at man bliver ganske i tvivl om, hvorvidt man sidder med en selvbiografi, et stykke dokumentar eller et stykke fiktion i hænderne. Det er imponerende på den mest legende, uforcerede måde. Kvalitetsforskel På den anden side er kompositionen desværre udført med brækjern. Der er ingen tvivl om, at Llambías har forsøgt at skrive et postmoderne sammenrend af genrer. Men problemet er, at der er så himmelvid kvalitetsforskel på romanens enkelte dele, at den reelt ikke hænger sammen. Ikke som roman, i hvert fald. Deler arbejde med Llambías selv Rammefortællingen savner man romanen igennem. For i uovertruffen indebrændt, men letløben stil sumper den mandlige fortæller hér over livet som fraskilt far i al almindelighed og sit arbejde på Forfatterskolen i særdeleshed. Et arbejde, han med et frækt glimt i øjet deler med Llambías selv. Advarer håbefulde forfatterspirer »Manuskriptskadestuen«, kalder han sig i en sortsynet stund, eftersom han alene »lapper sammen på de overfladiske skrammer« og »sender folk tilbage til fronten med en dødelig sygdom, der i mange tilfælde hed mangel på talent«. Af samme grund føler fortælleren stor lyst til at advare de håbefulde forfatterspirer: »Råde dem fra at søge ind på Forfatterskolen, at skulle være tvunget til at danse dansen med det halve talents djævel livet ud, lokket af de undtagelsesvise glimt af gennembrud, som middelmådigheden desværre og ulykkeligvis lod opstå«. Kedeligt Som man aner, er det en temmelig kynisk, overlegen og stedse selvsmagende fortæller, der hér sættes i scene, og i bedste fristil associerer han hurtigt til ungdommens studiejob på et plejehjem for handikappede. Lige så kynisk og overlegen i anslaget, nu på beboernes og personalets bekostning - og lige så såre underholdende. I hvert fald lige indtil han møder beboeren Churchill, der hævder at have deltaget i Anden Verdenskrig på den tyske side af Østfronten. Det hører vi langt og længe om, og kors, hvor er det kedeligt. Det samme kan i princippet siges om fortællerens lange, associerende spring til dengang, han selv og en kammerat tog til Tyskland for at interviewe krigsveteraner til en dokumentarfilm. For på dette sted fatter man ikke, hvad man skal med alle disse stemmer, der med hver sine fortrængninger beretter om Anden Verdenskrig indefra. Uden rød tråd i sigte Det hele begynder først at lysne i øst, da fortælleren afslutningsvis låner fortællestemme til et af de langtidsparkerede tilfælde på manuskriptskadestuen. Nemlig den unge sygeplejerske, Hanna, hvis beretning fra det sønderbombede Tyskland kort før kapitulationen både fænger og bevæger, til sidste punktum er sat. Det ændrer dog ikke ved, at romanen fremstår som en unødvendigt ujævn affære. Nogle gange storslået spottende og medrivende. Andre gange langstrakt i tomgang uden den røde tråd i sigte.