Stundom bliver undertegnede skoset for sit sure syn på visse danske serier, som om søndagen underholder nationen med kriminelle intriger, hvor der er anderledes action under dynen end skud og logik i underverdenen. Vore tv-krimier er mere til Eurowomans douce dessin end enerverende og dirrende dramatik med dristig dialog. Kort sagt Morten Korch som strømer og gumpetung mainstream. Lad 'Ørnen' holde fri Derimod: Svenskerne kan det gylle - elegant og nærværende at brodere ind i plottet distinkte sting fra genrens sykurv og proppe det med logisk færden, relevante gøremål og rask tempo. Netop ved læsning af Arne Dahls sidste bog på dansk, 'Dødsmesse', ligger bold og bekræftelse lige til støvlen. Læs ham og lad 'Ørnen' holde fri en søndag. Temaet gennemspillet med sordin Krimien begynder med et gidseldrama i en bank i Stockholm, hvor det ene af gidslerne er Paul Hjelms ekskone. Hjelm er som bekendt helt og leder i Dahls interne svenske politiafdeling, A-gruppen, der opklarer og bekæmper alt det snavs, normale strømere ikke har fod og stav på. Og selvfølgelig er det et problem, at han har sin tidligere kone midt i den professionelle gerning. Men se om det gøres til melodramatisk vræl og sentimentalt vrøvl. Tværtimod er temaet gennemspillet med sordin, præcis som alt andet privat og intimt i så henseende. Smertens Stalingrad I denne affære er der mange ugler i mosen midt i Stockholm. Gidseldramaet afvikles sådan set både harmløst og ublodigt, men dermed er alt ikke sagt. Noget, ja meget, tyder på, at et grandiost og visionært plot er gennemført og lagt til rette med forgreninger til både Hitlertyskland og Murens fald. Samtidig føres vi i tætte passager til smertens Stalingrad, hvor en stakkels tysk forsker er fanget i krigens tragedie i vinteren 1942-43, hvor ordet dødsmesse bliver til noget andet og aldeles forfærdeligt end melankolsk musik i en stor koncertsal. Rekviem til toner af politisk melankoli 'Dødsmesse' er titel og den røde tråd i denne prægtige thriller. Anslået og antydet ved gådefulde citater fra Mozarts 'Rekviem', perspektiveret med en sardonisk marxistisk åbenbaring om, at i bund og grund kommer alle moderne kriges energi fra fossiler, jordens olie, den sorte død for alverdens unge mænd. Fra Stalingrad til Bagdad. At anmelde Arne Dahl er efterhånden en gentagelse. Intelligent og inciterende underholdning, hvor Kloge Åge med lyst kan annamme tekstens latente intertekstualitet og 'alle andre' beruse sig i endnu en fremragende spændingsroman med mening og melodrama. Glem alle de dumme fordomme om stive svenskere med sørgebind og koksgrå sokker. Dahl dirigerer sit rekviem til toner af politisk melankoli, men også morsomt, ja med en sjælden ironisk vibrato fra de sorte strygere i sin 'Dødsmesse.' Dacapo!