Stig Dalager er specialist i drømme. Alle typer drømme dukker op i hans personers søvnslørede bevidstheder: Aktuelle, grusomme mareridt, blå drømme om en lykke, der ikke findes, drømme om afdøde historiske personer og mange andre slags drømme forekommer i den store roman 'Labyrinten'. Her dukker blandt andet det gamle Mayerling-drama op, og i denne sekvens oplever læseren det, som muligvis lå bag Rudolfs og Vetseras dobbelte afgang fra denne verden, nemlig Vetseras fremprovokerede abort. Holocaust Det mest påtrængende mareridt i romanen, et mareridt, som ulykkeligvis ikke 'kun' er en drøm, men virkeligt, er det grusomme, der skete dengang, nazisterne overtog magten i Tyskland og i en række andre lande og med vilje og hensigt ødelagde millioner af menneskers liv. Østrig tog - hvad mange måske har glemt i dag - med næsten udstrakte arme mod den nye ideologi, og nogle af de værste jødeforfølgere havde hjemme i Østrig. Regnskabet med disse folk er aldrig rigtig blevet gjort op, for som en af personerne siger det i Dalagers roman: »Tænk på, at der var omkring 600.000 nazister i Østrig, det var vælgere, og hvad betød en gruppe på omkring 8.000 jøder i denne politiske sammenhæng? Ingenting!«. Uforløst motiv I Wien bor på romanens fortælletidspunkt, dvs. 1990'ernes begyndelse, også nazijægeren Simon Wiesenthal, og ham opsøger 'Labyrinten's hovedperson, advokaten Jon Bæksgård, for at få hjælp til at retsforfølge en af de allerhårdeste jødeplagere: dr. Menken. Jon Bæksgårds egen historie flettes ind i historien om jagten på jødeplageren og -haderen, og det bliver en jagt, hvor de jagede tager alle kneb - også de hårdeste - i anvendelse. Det går så hårdt for sig, at den kvindelige hovedperson på et tidspunkt stiller spørgsmålet, om en sådan jagt, selv om den er en jagt for retfærdighed, er alle de omkostninger - blandt andet i form af kærlighedens forlis - værd. Og svaret blafrer i den østrigske vind. Jagten dels på naziforbryderen, dels de gamle og nye nazisters jagt på Jon Bæksgård med alle dens omkostninger, er det centrale i romanen, og denne jagt er stærk nok til at bære romanen igennem, således at Dalager efter anmelderens vurdering ikke havde behøvet at lade Jon Bæksgård, sådan som Dalager selv har gjort det, skrive et skuespil om en kvinde i Sarajevo og indflette en anden kvindes historie. Dette motiv bliver ikke foldet tilstrækkeligt ud til at fungere og kommer derfor til at virke uforløst. Fortsættelse følger ... Romanen er fejende og flot fortalt, måske er adjektivfrekvensen en anelse for høj, men historien er vigtig og også næsten overbevisende fortalt. Når der har klemt sig et 'næsten' ind, skyldes det, at Dalager har villet have for mange ting med, men når skriveprocessen tilsyneladende går så let for Stig Dalalger, som man har indtryk af, at den gør - det er ikke mere end et år siden, hans store roman om H.C. Andersen udkom - så sker den slags antagelig. Jon Bæksgårds historie er ikke afsluttet med 'Labyrinten', så nu er det blot om at vente på, om han lige som helten Odysseus også når frem til en fredelig havn med en indbygget kvindelig favn.