»Det var grillt; en slimfix gik/ agurk på bergamåtten;/ gikkende sang en gikkernik;/ en proppert lød som sådan«. Sådan lyder nu første vers af det verdensberømte digt om uhyret 'Jabbervox' fra Lewis Carrolls vrøvle- og vidtløftighedsevangelium om Alice og hendes oplevelser, først i Eventyr- eller Vidunder- eller Undreland, siden bag spejlet, næ: 'i Spejlland'! Det bliver svært at bevise, at det ikke skulle være en fuldgyldig oversættelse af originalens 'Jabberwocky', der jo lyder som følger: »'Twas brillig, and the slithy toves/ Did gyre and gimble ind the wabe;/ All mimsy were the borogoves,/ And the mome raths outgrabe«. Gravben og grøfgrin Men bevares, tolkningen kan da diskuteres! Eller falde ud i helt andre vers, som en del voksne danskere faktisk allerede kan udenad: »Et slidigt gravben vridrede/ i brumringen på tidvis plent,/ og lappingen var vaklig, og/ det borte grøfgrin grent«. Sidstnævnte er - som mange jo ved - Mogens Jermiin Nissens mærkeligt mundret tungebrækkende oversættelse af Carrolls guddommelige vås, nemlig til den velkendte danske udgave med prosaen oversat af Kjeld Elfelt. Mens den først citerede version om slimfixen, der gik agurk, er fra Vibeke Eskesen og Peter Poulsens ny oversættelse, nu betitlet 'Alice i Spejlland' og skabt i anledning af Helen Oxenburys nyillustrering, ligesom 'Alice i Undreland', som Eigil Søholm to år før sin død nåede at oversætte 'første del' til i 2000. Flagermusagtigt firben Hvad er så bedst? Jermiin Nissen, Søholm eller Eskesen & Poulsen? Eller Carroll? Den poetiske mandjævning udarter hurtigt i absurditet, for der findes jo kun én facitliste til Carrolls pluddervælsk - og den leverer Klumpedumpe i bogens kapitel 6: »Grillt betyder klokken fire om eftermiddagen, når de tænder grillen«, og det sammensatte ord slimfix er »ligesom lag og kage - et dobbeltbundet ord. Slim er glat og tynd, fix er fix og fix«. Og så fremdeles. Logikken er lige så uimodsigelig som uigennemsigtig, og sproget jo anderledes nutidigt end Elfelts: »»Hvorfor går slimfixen agurk?«, sagde Alice ... »Fordi den ikke vil gå tomat, naturligvis««, lyder Klumpedumpes autoritative udlægning. Som da for resten suppleres af endnu en slags 'facitliste': illustrationerne, og dem skal oversættelsens vrøvl altså samtidig tage højde for. Så tilgiver man gerne en enkelt smutter, nemlig at 'propperten' her bliver »en slags flagermusagtigt firben - og ligner en proptrækker« - selv om tegningen (også Tenniels klassiske) bekræfter, at 'badger' jo betyder grævling - deraf Jermiin Nissens 'gravben'. Tæmmet vildskab Nå, Alice har unægtelig også »hørt poesi, som var nemmere at forstå« - som f.eks. det digt, Tweedledee reciterer på tvillingebroren Tweedledums opfordring: 'Hvalros og Tømmermand'. Alle disse komiske figurer afløser Kålormen, Hattemageren og de andre i Undreland, ligesom skakbrættets dronninger, konger, springere og løbere her afløser billedkortene fra 'første del'. Men lige engelsk er hele sceneriet, med garnnøglevinding foran pejsen, sejlads i fladbundede pramme og kamp mellem riddere i rustning, for ikke at tale om duellen mellem Løven og Enhjørningen, heraldiske kendinge fra rigsvåben til pubskilte. Helen Oxenburys pastelillustrationer får mest ud af deres kønne omhu i naturskildringerne, og hendes sort-hvide vignetter tæmmer faktisk Carrolls vilde vrøvlemod, undtagen i enkelte tilfælde. Hendes dansemyg er godt nok tam i forhold til de spurter, den samme figur inspirerede Flemming Quist Møllers cykelmyg Egon til! Men imponerende er nu også hendes syn af en sværm elefanter, der suger honning blandt kæmpevalmuernes kronblade! Antiautoritær tankeverden Carroll udgav sine surrealistiske klassikere i 1865 ('Alice's Adventures in Wonderland') og 1872 ('Through the Looking-Glass'), og snart halvandet hundrede år senere slår deres friskhed stadig én. Tag indledningsordenes spring durk ind i det velopdragne, men antiautoritært fantasifulde barns tankeverden: »En ting er sikkert: den hvide killing havde intet med det at gøre. Det var helt og holdent den sorte killings skyld«. Tre sætninger, og vi befinder os i knæhøjde foran kaminhylden, med spejlet ovenover! Og vupti, så er et af børnelitteraturens største syvmileskridt taget (om end forberedt af Hoffmannn og Andersen): Ligesom hun før faldt i kaninhullet, kravler Alice her gennem spejlet til den fortryllede verden, der grangivelig ligner dagligstuen, men senere førte Carrolls efterfølgere til Narnia, Landet i det Fjerne, Nangijala osv.