Efter en længere pause springer den i sin tid kraftigt kritiserede Mette Thomsen nu ud som digter, med 'Vindæg', en samling indfølte, let registrerende aftegninger af lyde og væseners bevægelse i verden, set gennem et sensibelt (kvinde)øje; digtene strækker sig fra det lakoniske 'Kausalitet': »en kogle falder af fyrren/firbenet flytter sig i et ryk over muren/et barn smider sin cykel// - ja, hvad som helst kan forårsage en storm på den anden side af kloden«, en udmærket lille kommentar til kaosteoriens berømte sommerfugl, der frembringer flodbølger i Japan; til længere, næsten prosalyriske udfoldninger af metonymiske (altså nærhedsforbundne) kæder, der ledsager rækken af handlinger og gestikulationer der tilsammen udgør en banal hverdag, hvor digterøjet på samme tid kan bese den skjulte underside og den åbenbarede forside i alt det der udgør almindeligheden en tilfældig dag; over til en svagt barok mini-fantasi om en yngre kvinde, der finder en øgle og efterhånden tager den til sig som sit eget barn, hvorefter det hele ender lidt småskummelt og tvetydigt - til det afsluttende digt, der blotlægger et ikke synderligt lykkeligt ægteskab, hvor den kvindelige part hver dag som Sheherazade må tiltuske sig livet ved at give en historie til bedste til sit livs behårede kalif. Fadt og kedeligt Er de gode, de her digte? De er ikke direkte dårlige, der er også enkelte udmærkede glimt og ansatser - men som helhed er de efter min mening en smule fade og kedelige; der digtes så forbløffende godt på dansk i disse tider, og til sammenligning er der unægtelig et mærkbart fald ned til Thomsens debut. Vil jeg decideret fraråde læseren at gå i lag med Thomsens 'Vindæg'? Dog ikke - men betænk, at livet er kort, og kunsten er ikke altid særlig lang.