Det går over stok og sten i Birgit Munchs tredje prosabog, 'Faderkageorgiet', f.eks. som »Jantipus' jomfrujoystick jeglynede jødindens jungfrakke«. »Klodens klaverklunker klatrede klimprende klaptræets klitorisser, Klødipus' klarinetkløer klippede klangens klatkagekaos, klistrede klostrenes kløpinde klapjagende« etc. etc. etc. Studentikost Om ikke andet må man sige, at Munch ikke lider af panisk angst for hyperblen, altså overdrivelsen - tværtimod er der tale om en uophørligt, småmanisk overgearet sprogleg, der virker sært perspektivløs og kvasende kedsommelig, trods en nærmest desperat insisteren på at være studentikost munter og vistnok også panisk - Viggo Madsens nylige leg med science fiction og porno er beslægtet, men efter min mening langt mere vellykket og ægte vittig. Her er det bare for meget - af det 'ekstrapaniske', et dødssygt faderkageorgie. Forkrampet amokløb Giv mig Joyces 'Finnegans Wake', eller giv mig Viggo Madsen, hvad som helst andet end dette forivrede og forkrampede amokløb. Munch kan uomtvisteligt noget, hun er ikke analfabet - men hvorfor ikke lege med det stille og det dæmpede næste gang? I stedet for som en Jens Jørgen Thorsen på meskalin spastisk at tvære alle sprogets farver hidsigt ud over et påfaldende kedsommeligt lærred?
Maniske hyperbler
Lyt til artiklen
