Aschehougs Forlag har sammen med Det historiske Hus i Odense udviklet ideen om en alternativ Danmarks-historie fortalt gennem en fiktiv dansk adelsslægt med navnet Dane(!). Det første bind i serien blev skrevet af Maria Helleberg, og det havde en rimelig kvalitet. De to næste bind 'Gunhilds kamp' og 'Flaget fra himlen' er skrevet af psykologen Majken Bloch Skipper, som sikkert har en række udmærkede faglige kvalifikationer, men som ikke slår til som skønlitterær skribent. Flade som pap Hendes fremstilling af middelalderens mennesker, som betragtes gennem en moderne optik, er desværre uoverbevisende og nærmest flad. Faktisk minder de to bind mest om de ældgamle OTA-bøger, hvis der stadig er nogen, som husker dem. Hovedpersonerne er nøjagtig som i OTA-bøgerne på trods af et næsten krampagtigt forsøg på at gøre dem moderne - de taler om deres intime følelser i en moderne kvindebladsstil - flade som pap, og selv om de, igen som i OTA-bøgerne, falder ind i og over vigtige historiske begivenheder, er der intet, der rykker i læseren. Dystert tomrum Dannebrog kan som i 'Flaget fra himlen' falde lige så meget ned, som det vil, Dronning Dagmars hud kan være så fin, at blodårerne træder frem »som det fineste guldnet, men blå og røde«, og Saxo kan være nok så meget en munter fætter, uden at det rokker ved, at læseren finder sig hensat til en sproglig ørken. Når alt, hvad der kunne lugte af spænding, tillige er suget ud af fortællingen, synker læseren ned i et sort, dystert tomrum. Hvis slægten Dane fortsat skal behandles på denne måde, ville det være bedre, om den var omkommet, om ikke ved sværdet, så dog ved, at en behjertet sjæl havde slukket for computeren.