Hvis den største undladelsessynd i Politikens omgang med tegneserier i tidens løb er, at avisen i sin tid lod Berlingeren løbe med 'Steen og Stoffer', så er det dog et rigtig virksomt plaster på såret, at Politiken i 1986 knyttede en dansk åndsbeslægtet til sig: Divus Madsen, der ligesom Steen er skaber af og offer for sin helt egen verden. 'Egoland' hedder som bekendt det stribede univers i fire ruder - muligvis en psykiatrisk anstalt? - som dagligt kan studeres i 2. sektion, side 2 nederst. Kloning og cross-over Formering har alle dage interesseret den lille guddommelighed i de striber, og hans livsledsagerske, Sandra, ikke mindre! Ja, tyksakkens rejste plantestok midt i spalterne har faktisk skræmt mere end én abonnine fra at subskribere på organet. Men det afficerer nu ikke Ivar Gjørup, Divus' skaber - dersom man altså kan være skaber af en almægtig skaber? Tværtimod udarter formeringen i dette 17. bind af striberne, nu ikke længere i albumformat, men som 'rigtig' bog i smukt 'vandret' helbindsformat, så hver stribe gengives i fuld størrelse, to pr. side. Her fordobler tegneren nemlig dels sig selv, dels invaderes ruderne af kloner - Strids kloner, nemlig, og såmænd også Strid selv. Fjorten dage i februar 2001 foregik nemlig dansk tegneseriehistories mest opsigtsvækkende tilfælde af cross-over! Divus og Sandras datter, Gaia, gik på frierfødder i Strids stribe på bagsiden af 2. sektion, mens Strid arrigt måtte ringe på døren på side 2 nederst for at forlange at få sine kloner igen! Her får vi hele akten gengivet i bogformens slow motion, med fornotemails og hele svineriet. Aftagende tempo Men kloning er altså langtfra den eneste form for forplantning, der præger den for nylig 60-årige tegners univers. »Undskyld, vil der blive kopuleret i dag?«, spørger en gæst i striben, da Madsen & frue på et musealt forsøgscenter demonstrerer det fortidige særsyn: »den kønnede formering«. Men bevares - både tempo og frekvensen aftager med årene: Fem striber går der med »forspillets 1. dag«, »2. dag« osv., før Sandra velduftende træder ind med rødvin og stearinlys - til en snorksovende Divus! Nå, 'Egoland's indbyggere er nu også brændende optaget af f.eks. forvitringen af det danske sprog, mummespillet omkring pastor Grosbølls eventuelle tro på en skabende Gud samt udsigterne til omsider også at få privatiseret »Vejret« - Gaia og Darvin udliciterer det til Wulffmorgenthaler! Omsider indhenter bogudgaven næsten dagsstriben, så vi når frem til januar i år, hvor Divus går i barndom og ved forveksling mellem 'Radiserne's Trine og 'virkeligheden's (?) Condoleezza Rice falder i staver over spørgsmålet: »Ka man godt være anti-amerikansk & elske Schulz, Barks, Kelly, Watterson, Eisner, Herriman, Capp, McManus, Walker, Young, Segar?«. Ordspil uden ordspild Perlerækken af tegneseriemestre kan 'Egoland's skaber tillade sig at påkalde. Vidtløftig siger enkelte ganske vist - og så er det ikke løftet i Divus Madsens kronjuveler, de hentyder til. Men når den skabende og opretholdende Gud selv erkender sin bedagethed og afmagt, mens boblerne formelig falder over hinanden med ordspil uden ordspild, må man dog sande, at en mere intellektuelt spændstig tegneserie om verden & sig selv & tegns & seriers semantiske status - dét gives vist ikke i denne verden.