Vi er mange, der vil være med til at sejle muslimer over Øresund, når Louise Freverts stormtropper går i aktion. Ligesom Andreas, der som ung sømand var med til at bringe jøder i sikkerhed. Nu står han på anklagebænken tredive år efter, fordi han netop har landsat en iransk familie i sikkerhed i Bagenkop. Hvor er logikken? Det handler Karsten Lunds nye bog om. Fortidens knuder Man kan med en vis ret kalde 'Menneskesmugler' for en detektivroman. Der graves nemlig dybt i fortiden og dens knuder. Ikke mindst graver Andreas's sagfører, der hedder Grabowski. Han er et storslået portræt af et olmt og intuitivt menneske. Ikke fjernt fra Kurt Thorsen! Gammelt og nyt nag Grabowskis egen far flygtede fra Polen til Bornholm, hvor han blev godt modtaget. Senere viser det sig, at den ene af sagens dommere var med, da Andreas lagde ud fra Nyhavn i oktober 1943. Det er måske for meget af et sammentræf! Og hvor ved vi alt det fra? Og hvorfor blev Andreas snuppet netop dén aften? Han har ellers sejlet sprut i årevis til hele lokalsamfundets tilfredshed. Det er, fordi der hviskes og sladres. Og hverken gammelt eller nyt nag bliver glemt. Præcist og tåget Andreas kommer aldrig helt til live i historien. På første side præsenteres han aftenen før retssagen, som er det en dårlig mandag morgen på detektivbureauet: ensom, fuld af selvlede og angst for døden. Er han mon journalist? Nej! Andreas er et stykke strandingsgods, som helst vil glemme det hele. Men ikke kan. I bogens løb får han det bedre. Det gør dommeren også. Hun kvitter job og mand og sælger strandvejsvillaen. Det er en frygtelig vished, hun har fået om, hvad der virkeligt skete under Kullen på skæbnenatten. De spredte erindringer fra 'svenskertiden' er blandt bogens bedste kapitler. Præcise og tågede på samme tid. Drama om anstændighed 'Menneskesmugler' er veldrejet og aktuel, selv om den foregår for 25 år siden. Handlingen skrider raskt af sted rundt om den retssag, der er fortællingens rygrad. Hvad der syntes en rutinesag, bliver til et drama om anstændighed til enhver tid. Dog uden at det moralske tema går over gevind. Historien havde vundet i intensitet, om ikke alle led i tandhjulet (skæbnens!) skulle passe sammen. Men der er gods og kerner i retsreferaterne, hvor den jysk-fynske Perry Mason svinger sig så højt op, at vicestatsadvokat Clausen må protestere: »Undskyld, hr. retsformand. Hvad har dette med nærværende sag at gøre?«. Endelig er der alle pengene. Godgørenhed er ikke gratis! Mere skal der ikke siges om dén sag her.