Rusland er og har i århundreder været ekstremernes land. Alene størrelsen, strækkende sig over 11 tidszoner, 2 kontinenter og en sjettedel af klodens landmasse sætter det i en klasse for sig. Kombiner det med den kaotiske periode efter den russiske revolution og Første Verdenskrig og tag så den transsibiriske jernbane et godt stykke ud i Sibirien. Så er man ikke bare uden for lands lov og ret, men har også skrællet det meste af civilisationens fernis af sig. Og er landet i et ualmindeligt frugtbart litterært landskab, hvor næsten alt kan ske og gør det. Fjern verden At ikke flere forfattere har opdaget og udnyttet denne utrolige verden, er The Guardians tidligere Moskva-korrespondent James Meeks store held, som har gjort det muligt for ham i sin debutroman at tage læserne med bukserne nede i de lavere luftlag. Er man ikke den store ruslandskender, er den verden, Meek beskriver, uendelig fjern og måske lige de første par sider lidt uoverskuelig at komme ind i. Men man skal ikke ret langt ind i bogen, før fascinationen overtager, og man ræser gennem de utrolige skæbner og begivenheder, James Meek opridser. Underlig krig Handlingen centrerer sig om den lille sibiriske landsby Jasyk, hvor en række mere eller mindre knækkede skæbner er skyllet op i isørkenen. Flertallet af indbyggerne er kastrater, som i forsøget på at komme nærmere Gud har skåret deres kønsdele - eller for kvindernes vedkommende brysterne - af og derved i deres egne øjne rent fysisk har forvandlet sig til engle. Beskrivelsen af, hvordan en deserteret kavalerisoldat får skåret testiklerne af og selv derefter skal smide »helvedes nøgler« i ilden, var så modbydeligt livagtig, at jeg kort måtte lægge bogen fra mig. I landsbyen har kastraterne selskab af en beskeden flok tjekkiske soldater, der som titusinder af deres kammerater er strandet i Rusland efter Første Verdenskrig, og nu udkæmper en underlig krig mod kommunisterne og Den Røde Hær. De udsteder deres egne penge og havde en periode kontrollen over den transsibiriske jernbane, der, som Meek skriver, en kort periode udgjorde hele den tjekkiske republik. Helst vil de bare hjem, men skrankepave-kommandanten nyder sin magt, og holder dem og byen fangen. Ofringens vide muligheder Ind i denne uvirkelige verden vandrer straffefangen Samarin, der som de andre repræsenterer en ustyrlig del af Ruslands fortid. I hans tilfælde skikken med, at fanger, der flygter fra lejrene højt mod nord, ofte medbragte en svag fange, som de så spiste, hvis maden slap op. Om Samarin har gjort det eller tværtimod selv var tiltænkt rollen som grisen, men stak af, skal ikke afsløres her, men det spiller en afgørende rolle i plottet. Midt i dette sære cirkus står kvinden Anna Petrovna, der med sin søn Aljosja udgør fortællingens reelle omdrejningspunkt. Det er i spændfeltet mellem hende og de øvrige personer i fortællingen, at kærligheden spændes til bristepunktet, og hver må spørge sig selv, hvor meget de vil ofre. Og i den ekstreme verden, Meek beskriver, er grænserne ualmindeligt vide, når det gælder ofringens muligheder.