»Tiden sårer alle læger«, siger en kollega til kirurg Torben Falke-Jensen, der godt og vel midtvejs på sin bane gennem livet befinder sig i en ufremkommelig krise. Han er for nylig blevet skilt, og hans ekskone er sammen med deres to fælles børn flyttet ind hos provinsbyens afholdte slagtermester, Henning. Torben er i en alder af 46 stadig mors dreng - mor rider evigt kommanderende på hans ryg og styrer uden blusel den karriere, som hun har planlagt for ham. Det eneste, Torben finder trøst i, er en cocktail af fransk rødvin og piller af enhver slags. Ond sladder Lægen Joan Engelhardt debuterer med en psykologisk thriller klædt på som lægeroman. En hvidkitlet undergangsroman. Det begynder med noget, der ligner et mordforsøg: Slagteren bliver indlagt svært kvæstet efter mødet med en flugtbilist. Den onde sladder om, at den tidligere lægefrue det seneste års tid har ligget i med byens kødleverandør, løber stærkt på kirurgisk afdeling: »Slagterkniv eller skalpel, et nøje planlagt snit, hvilken udskæring ønsker De i dag, frue?«. Torben bliver opsøgt af sin ekskone Helle, der beder om hans hjælp, som læge. Hendes elskers skæbne ligger i hans hænder. Kan han tøjle sin jalousi og leve op til sit lægeløfte? Forvokset mors dreng I stedet for fluks at forfølge mysteriet om flugtbilistens identitet og eventuelle motiv dykker romanen ned i Torbens martrede sjæl for at besvare det holbergske spørgsmål: Hvorfor drikker Jeppe? Det sker ved hjælp af en række traumatiske tilbageblik til situationer, hvor Torben enten er blevet svigtet (af mor, forstås!) eller har svigtet sig selv. Bag krimiplottet, som vokser gesvindt med flere beslørede dødsfald gennem romanen, samtidig med at Torbens ødelæggelse bliver mere og mere synlig for enhver, gemmer sig den historie, som 'Sporet fanger' egentlig fortæller. Historien om drengen, der aldrig har fået kærlighed nok, og som derfor forbliver en forvokset mors dreng, der må lide sig gennem livet, fordi bindingen til moderen - og det forfængelige håb om at kunne opnå hendes kærlighed - koster ham alt. Sproglig tamhed Lægen Engelhardt har fat i en dragende psykologisk figur, men når jeg alligevel tøver med at kalde hende 'forfatter', er det, fordi romanens sprog litterært set er fladt som en mørbanket kotelet. Det kræver simpelt hen stil at beskrive så megen lidelse og smerte, som Torben bærer på, uden at trætte sin læser. Engelhardts billedsprog rækker ikke ud over lægeromanen: »Hans krop skreg efter et dække til sin blottede sjæl, der viste sine skarpe tænder, når han mindst af alt havde brug for det«. Til gengæld holder hun sine trumfer flot tilbage, så spændingen om, hvad der sker, når Torbens verden opløser sig fuldstændig, bevares bogen ud.