I Anne Marie Løns nye roman 'Serafia' ser vi livet gennem den 49-årige overvægtige, fordrukne og arbejdsløse lejetjener Palles øjne. Det kan lyde trøstesløst, især da Palle også er ene om at passe sin fysisk nedslidte og meget dominerende mor. Hun er gammel værtshusholder (i netop 'Serafia', der lå i Thorsgade på Nørrebro fra 1945 til 1964) og siden bryggeriarbejder med livsvarig base på Nørrebro. Familiens bånd Men det er blandt andet, fordi Palle passer sin mor, at hans liv overhovedet har et indhold. Alternativet er nemlig bænken med en bajer eller ti. Og så viser det sig desuden efterhånden i løbet af romanen, at Palle som nummer to i mor Vernas børneflok på fire med tre forskellige, længst forsvundne fædre har en familie med et sammenhold, mange betydeligt mere strømlinede familier nok kunne misunde dem. Malende kraftudtryk Til overflod har Palle - viser det sig også efterhånden - en gæv ekskone og to kærlige sønner. Det er lige ved at være for meget, når denne læser at tænke, inden hun overgiver sig til den sproglige frodighed, personerne i denne bog er velsignet med. Det fyger om ørerne med let bedagede og meget malende kraftudtryk og mundrette slagfærdigheder, så man ofte klukkende må lade bogen synke. Overdrevent overskud Faktisk er denne ellers opløftende frodighed min eneste anke: Jeg har svært ved at tro - hvor gerne jeg end ville - at der er så meget sprogligt og følelsesmæssigt overskud i det miljø, Anne Marie Løn skildrer i 'Serafia'. Det er stedvis lige før, der går Erik Clausen-film og Ebbe Rode-monolog i den. På den anden side: Hun plejer at have orden i researchen. Mentale energier Men strømlinet er denne familie ikke. Medmindre man ser en vis stilrenhed i, at alle Vernas børn, tre sønner og en datter, har været i fængsel. En gang sågar samtidig, efter et kikset kup, brødrene fik den ellers mønsterbrydende, jurauddannede søster, Birna, rodet ind i. Ikke desto mindre er hun kommet ovenpå igen som bankfuldmægtig (?) i Herning. Palle var den, der tog mest skade af fængselsopholdet. Risikoen for, at jeg hermed afslører for meget, er ikke stor, da det ikke så meget er handlingsforløbet som det er personernes samvær og Palles tilbageblik, refleksioner og karakteristikker, der fænger hos i hvert fald denne kvindelige læser. Om den stridbare, seje og hyperstædige mor hedder det således: »Kunne hendes mentale energier transformeres til noget brugbart ville Verna kunne levere strøm til at holde et helt stålvalseværk i gang«. Komisk og tragisk Det er en lyst at læse 'Serafia'. Dels fordi man så gerne vil tro, at også vore mindst imponerende medmennesker har en fond af uantastelige værdier, et ansvar, de står ved, og følelser, som de sågar er i stand til at udtrykke. Just det sidste er som sagt et springende punkt for troværdigheden, men det kommer man over med lidt god vilje, og så stiger bogen i styrke og fart, sprogligt og psykologisk, så læseren næsten letter med den tunge last, Palle og hans familie af 'underdanskere' trods alt er. Og det er fint at være i luften med en forfatter, der holder kursen præcist mellem barokke situationer og kuldsejlede skæbner, mellem det komiske og det tragiske. Efter endt flyvetur lander denne bog - i kraft af emne, tone og kvalitet - midt mellem Erling Jepsen og Kirsten Thorup. Ikke noget dårligt sted.