11. september er en god dag at flyve. Nå ja, måske ikke lige i 2001, men siden. For på grund af vores (næsten) alle sammens terroraktiverede flyskræk er der store rabatter og masser af albuerum i flyene netop den dag. Cæcilie Lassens ellevte, udmærkede roman 'En god dag at flyve' foregår i Boston i året mellem 11.9. 2002 og 11.9. 2003. Fortid i IRA Politimanden Greg med fungerende forstadsfamilie og fortrængt nordirsk baggrund får besøg af sin ungdomsven Eamon fra de blodige IRA-dage. Eamon flyver ind fra Irland på en billig billet og slår sig ned hos Greg, der viljeløst og næsten hypnotiseret tilbyder ham kælderen og finder ham et job. Knusende hævn Som en anden greve af Monte Christo har Eamon siddet fængslet i 18 år, og trods den (som sædvanlig) lovlig eksplicitte bagsidetekst om knusende hævn lykkes det Cæcilie Lassen at holde spændingen. Sågar på flere planer og med et sidetema, så læseren foruden at nyde det sikre sprog - langtfra en selvfølge nu til dags - holdes fanget af nysgerrighed og mild skræk. Dertil hjælper Gregs teenagedatter Joy, som udvikler sig til romanens mest plotpotente og samtidig sårbare figur. Paranoia og svigt Monte Christo-motivet er ikke nær så kalkeret, som jeg frygtede, og at det hen mod slutningen blandes med elementer fra Nabokovs 'Lolita' skal forfatteren ikke bebrejdes, så længe hun har så godt styr på sine virkemidler, som hun har. At disse virkemidler så bruges på emner som interkulturelt samkvem, religiøse misforståelser, paranoia og svigt gør kun det hele bedre. En velfungerende lille sag på 241 sider til både mænd og kvinder.