Alex Garland, der fik en kanondebut med backpacker-romanen 'Stranden' og siden har skrevet den mere komplicerede roman 'Tesseract', har nu udgivet en lille tæt fortælling med titlen 'Koma'. Den, der er i koma, er en ung mand ved navn Carl, som en sen aften bliver slået ned af en lille flok teenagebøller i et undergrundstog i en by, som nok nærmest er London. Carl beskriver - i første person - hvordan han »på afstand« ser sig selv blive sparket bevidstløs. Drømmeunivers Dette ud af kroppen-fortællergreb, der ved første øjekast minder ildevarslende om kruk og ubehjælpsomhed, viser sig ved nærmere læsning at hænge udmærket sammen med resten af den korte roman. Her færdes Carl nemlig i et mærkeligt drømmeagtigt univers af oplevelser, der er hans bevidstheds forsøg på at finde ud af den komatøse tilstand og tilbage til normaliteten og den sædvanlige identitet. De mest skræmmende øjeblikke er dem, hvor forsøgenes utilstrækkelighed røber sig, og bevidstheden bliver kastet tilbage på sig selv som et spejlbillede af et tomt spejl. Om Carl virkelig kommer tilbage til normalbevidstheden, står lidt hen i det uvisse - det betydningsfulde i bogen er netop de svimle ture gennem en verden uden ydre holdepunkter. Den irreelle virkelighed Koma-tilstanden er en gåde, og Alex Garland giver kun tilnærmelsesvise svar på gåden. Uhyggen er vigtigere end forklaringen. Men den metalitterære læser kan få sig et kick ved den indsigt, at Carl jo i grunden er prototypen på en romanfigur, nemlig en person, der udelukkende lever i en bevidsthed - forfatterens. For sådan en person er det irreelle virkeligheden og den konsistente virkelighed kun et mål, som det koster uendelige anstrengelser at nå. Den lille roman er illustreret med træsnit af Nicholas Garland, forfatterens far. De hårde, sort-hvide billeder antyder mere end de viser, selv om de egentlig er helt realistiske gengivelser af virkelighedens former. Og i øvrigt mangler bogen sidetal, helt i pagt med handlingens kredsende, ubestemte bevægelser. Der er tænkt over dens grafiske udtryk, som er blevet en ikke uvæsentlig del af indholdet - ikke så sært, når man ved, at både far og søn har arbejdet som serietegnere. Oversættelsens udfordringer 'Koma' er skrevet i et knapt og kortfattet sprog, som faktisk er svært at oversætte. Det er lykkedes ganske godt for Camilla Christensen, selv om almindelige vendinger som »to share a joke« eller »to lose one's mind« gør knuder. I det første tilfælde er det blevet noget mere sært på dansk: »være fælles om en vittighed«, i det andet tilfælde er det blevet til det eneste rigtige, nemlig at »miste forstanden«, selv om 'mind' på engelsk og 'forstand' på dansk ikke er helt det samme; det er der bare ikke noget at gøre ved! Som helhed fungerer sproget, også på dansk er bogen svær at lægge fra sig, hurtigt læst, men ikke så hurtigt glemt.